Nu er det endegyldigt slut.

På Kongeådalens Efterskole er de allersidste elever sendt hjem – og skolen er nu lukket efter 47 år.

»Nu niver den lidt,« som det lyder i et opslag på Facebook.

Samtidig er der blevet lagt et billede ud af den sidste årgang, der står foran de bygninger, der ikke længere skal bruges til undervisning.

Og i kommentarfeltet på Facebook vælter det også ind med reaktioner fra tidligere elever og forældre til dem, der begræder udviklingen.

Men som det lød i en udmelding fra skolen i begyndelsen af maj, så er det et støt faldende elevtal, der ligger til grund for beslutningen.

Derfor har økonomien ikke kunnet hænge sammen.

»Det er utrolig trist, at det var den vej, det måtte gå, men i sidste ende var den eneste ansvarlige beslutning at lukke ned efter dette skoleår,« som bestyrelsesformand Peter Hundebøll ved den lejlighed sagde.

Det var i lørdags, at de sidste elever blev sendt hjem.