Lyt til artiklen

Byggeriet af studieboliger boomer. Små etværelseslejligheder med eget køkken og bad. Soloboliger til en generation af studerende, der kæmper mod ensomheden.

»Dem, der bygger studieboliger, er midaldrende mænd, som tager udgangspunkt i, hvad de selv godt kunne tænke sig, men man har nok glemt at spørge de studerende.«

Rasmus Okholm-Hansen er indstillingschef i CIU, der står for fordelingen af studieboliger i København. Han oplever, at flere studerende efterspørger boligformer, hvor fællesskabet er i fokus.

»De studerende vil først og fremmest gerne have en bolig, der er til at betale, men der er også mange, som efterlyser boformer, hvor fællesskabet er i fokus,« siger Rasmus Okholm-Hansen.

Camilla Rosenkilde bor i en 52 kvadratmeter stor studiebolig med udsigt over vandet i Aalborg centrum.
Camilla Rosenkilde bor i en 52 kvadratmeter stor studiebolig med udsigt over vandet i Aalborg centrum.
Vis mere

Og måske kan fællesspisning, tv-aftener og Tour de Chambre være den helt rigtige medicin mod den stadigt stigende andel af unge, som ifølge den seneste befolkningsundersøgelse af danskernes sundhed føler sig ensomme.

Her svarer cirka hver 10. i alderen 16-24 år, at de ofte føler sig uønsket alene. Det er markant flere end i alle andre aldersgrupper.

»Vi kan se en sammenhæng mellem det at være ensom og bo alene. Især blandt unge kvinder ser vi en markant øget andel af ensomme, hvis de bor alene,« siger seniorforsker hos Defactum Mathias Lasgaard, der i foråret har lavet en særlig analyse af de ensomme unge, som bygger på Region Midtjyllands data fra den store befolkningsundersøgelse.

Analysen afslører dog kun en statistisk sammenhæng, så han kan ikke redegøre for, hvad der kom først – hønen eller ægget.

Zenna Fiscella bor på sin egen båd i Aarhus Havn. Livet på båden giver hende frihed til helt selv at bestemme.
Zenna Fiscella bor på sin egen båd i Aarhus Havn. Livet på båden giver hende frihed til helt selv at bestemme. Foto: Byrd/ Rasmus Laurvig
Vis mere

»Altså, om de føler sig ensomme, fordi de bor alene. Eller om de i forvejen har haft få venner eller lige er flyttet til byen og derfor heller ikke har været så tilbøjelige til at flytte sammen med andre,« siger han.

Umiddelbart tænker formand for Danske Studerendes Fællesråd Johan Hedegaard Jørgensen da også, at hvis man bor alene, kan det spille en rolle for ens trivsel.

»Omvendt kan man jo også forestille sig, at de, der er mere disponeret for ensomhed, netop vælger at bo alene,« siger han.

Vi er altså tilbage ved hønen og ægget. Hvem kom først?

Generelt mener Johan Hedegaard ikke, at der i sig selv er noget galt med de nybyggede etværelseslejligheder.

»Problemet er, at der bliver bygget for stort og for dyrt, så man ikke har råd til at betale for det på en SU,« siger han og henviser til en undersøgelse fra Dansk Magisterforening, hvor 43 pct. svarer, at de bruger hele SU'en eller mere alene på bolig.

»Det betyder også noget for de studerendes mulighed for at være sociale, hvis de ved siden af et fuldtidsstudium skal arbejde mange timer for at have råd til huslejer,« siger han.

Johan Hedegaard oplever ligesom Rasmus Okholm-Hansen, at mange studerende gerne vil bo sammen med andre.

Silke og Mads var de to første, der flyttede ind i Urban Rigger. Til vinter kommer der endnu flere af den type studieboliger på Refshaleøen.
Silke og Mads var de to første, der flyttede ind i Urban Rigger. Til vinter kommer der endnu flere af den type studieboliger på Refshaleøen. Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

»Selvfølgelig er der også studerende, som helst vil bo alene, men der findes også studerende, der gerne vil bo på kollegier, hvor der er mulighed for at være social med de andre,« siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Det gælder også for medicinstuderende Silke Klingberg, der tidligere på ugen viste sit flydende hjem 'Urban Rigger' frem til B.T. Hun bor i en lille etværelseslejlighed med eget køkken og bad, men deler bl.a. et stort fællesrum med fodboldbord og tv samt en tagterrasse med 12 andre.

Silke Klingberg glæder sig til vinter, hvor der lander endnu flere 'Urban Riggers' i bassinet på Refshaleøen.

»Så vi bliver flere, og det bliver lidt mere kollegieagtigt,« siger hun.