Det var noget af et syn, der mødte Elise Balling fra Sign Service i Hedensted, da hun skulle på arbejde onsdag morgen.

På vej til sit job så hun en mindre hund af ukendt race, der bed ud efter en forbipasserende. Hunden så meget medtaget ud, og det er der en ganske god grund til.

Det skriver Horsens Folkeblad, der samtidig også fortæller, at ejeren har fået en dyreværnssag på nakken for optrinnet, ligesom politiet står tilbage med en dårlig smag i munden.

Hunden har været bundet fast ude foran Rema 1000 hele natten, da en af kunderne i butikken simpelthen glemte at tage den med hjem, fordi vedkommende var i 'påvirket tilstand'.

Politiet vidste godt, at hunden var blevet glemt ved Rema 1000. Medarbejdere havde nemlig kontaktet politiet, men det gjorde ikke mere ved det end at fremlyse hunden. Natten til onsdag bød på regn og blæst, og derfor er det et voldsomt vejr, den mindre hund har været fastbundet i.

Det lykkedes den dog at slippe fri fra sin sele i løbet af natten, og derfor løb den rundt og var bidsk, da Elise Balling var på vej på arbejde.

Efter at have fået nogle leverpostejsmadder var hunden glad igen, og den er nu leveret tilbage til sin ejer. Selvom episoden endte godt, beklager politiet, at man ikke greb ind og hentede hunden, da man blev oplyst om, at den var blevet glemt.

»Det er dybt beklageligt, at hunden skal stå hele natten, og det er bestemt heller ikke vores intention. Det er ikke godt nok,« siger Søren Frederiksen, leder af vagtcentralen.