En betjent fik et knytnæveslag i hovedet under demonstrationerne i København lørdag den 17. oktober.

En person er sigtet for slaget, oplyser Københavns Politi til B.T., men det er kun toppen af isbjerget.

Det gik voldsomt for sig på Thorvaldsens Plads og Ved Stranden i København lørdag den 17. oktober. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Politiet efterforsker nemlig »en hel del« sager om vold mod betjente ved demonstrationen, oplyser politikredsen.

Der er i alt 5-10 sager om vold mod politiet, og politiet har i alt »en god håndfuld sigtede« personer.

Betjente er blevet spyttet på i »mange« tilfælde, siger politiet, mens der også er blevet kastet adskillige genstande mod polititjenestemænd.

Bevægelsen Det Danske Folk demonstrerede for såkaldt remigration og blev mødt af en moddemonstration.

B.T. var til stede og dokumenterede flere sammenstød mellem moddemonstranter og politiet.

I B.T.s video ses blandt andet en mand i midten af tyverne spytte på politiet. Vedkommende er studerende ved Københavns Universitet og har tidligere deltaget i civil ulydighed for Palæstina- og klimabevægelsen.

B.T. er bekendt med mandens identitet.

Politiet oplyser desuden om flere alvorlige voldssager, hvor ofrene er demonstranter.

I den mest alvorlige sag er en person sigtet for at have kastet et askebæger af metal i hovedet på en demonstrant, oplyser Københavns Politi til B.T.

Under demonstrationerne bragte Ekstra Bladet i sin liveblog et billede af en demonstrant, der blev lagt ned af politiet. Ifølge Ekstra Bladet var han blevet »meget aggressiv«, efter at en moddemonstrant havde kastet et askebæger i hovedet på ham.

I en anden sag er en person sigtet for at have slået en endnu ukendt forurettet med en knytnæve i ansigtet.

Det samlede antal sager i forbindelse med demonstrationen kan politiet ikke oplyse, da antallet kan ændre sig i takt med efterforskningen.

Samtidig har Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) indledt en efterforskning af to episoder, hvor to pressefotografer blev slået med politiets stave under demonstrationerne.