På fredag går landets skoleelever på efterårsferie, og det giver en masse rejsetrafik på både veje og færger.
Den første ferietrafik falder fredag eftermiddag, hvor forventningen er, at der vil være øget biltrafik på udfaldsvejene fra de store byer, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
I tidsrummet fra klokken 14 til 18 vil der være risiko for kødannelser, og Vejdirektoratet opfordrer derfor til, at man kører uden for dette tidsrum.
Den øgede biltrafik fortsætter lørdag mellem klokken 11 og 14, lyder det.
Når efterårsferien i uge 42 lakker mod enden, forventer man ligeledes tæt trafik på de danske veje. Særligt lørdag 18. oktober mellem klokken 11 og 14 forventer Vejdirektoratet mange biler på vejene, og de opfordrer til, at man kører hjem fra ferien uden for dette tidsrum.
Også på flere danske færgeoverfarter byder efterårsferien på travlhed.
Det siger Jesper Maack, der er pressechef hos Molslinjen, der driver flere færgeforbindelser i Danmark.
- Der kommer som vanligt til at være travlt og selvfølgelig særligt omkring weekenden før efterårsferien.
Der er særligt travlt på færgeafgangene til danske øer - det gælder blandt andet Bornholm, Samsø og Fanø, siger Jesper Maack.
- Der er rigtig mange, der tager med færger til øerne, hvor de måske skal i sommerhus. Det afløser meget af den arbejdsrelaterede trafik, vi ser i de øvrige uger. Blandt andet på overfarten mellem Aarhus og Odden, siger han.
Særligt oplever Molslinjen øget interesse for færgeoverfarter til Langeland, Samsø og Fanø.
Man har på nuværende tidspunkt solgt 14 procent flere billetter til de tre øer i efterårsferien end på samme tidspunkt sidste år - altså tirsdag før efterårsferien, oplyser pressechefen.
I forhold til 2023 er der solgt 26 procent flere billetter.
Der er i efterårsferien dog ikke lige så travlt på færgen som eksempelvis påskeferien, understreger Jesper Maack, og der er ikke udsigt til, at alle færgeafgange bliver udsolgt, siger han.
Efterårsferien ligger i uge 42 mellem 13. og 17. oktober.
/ritzau/