Efter voldsom kritik: Enhedslisten vil forbyde 'krænker-brille'
Den seneste tids kritik af Metas nye 'smartglasses' får nu politikerne til at reagere.

Den seneste tids kritik af Metas nye 'smartglasses' får nu politikerne til at reagere.

Det skal ikke være lovligt at gå rundt med briller med kamera, som kan optage folk, uden de ved det.
Det mener Enhedslistens retsordfører, Eva Flyvholm, som vil have forbudt Metas AI-briller.
I P1 Morgen mandag kritiserer hun de særlige briller, som gør det muligt for bæreren at filme andre, uden at de selv er klar over det.
»Det er ekstremt ubehageligt for folk, og det er i modstrid med, at vi har en grundlæggende ret til at have et privatliv,« lød det fra Eva Flyvholm.
Den seneste tid har der været voldsom debat om de særlige 'smartglasses.'
De er blandt andet blevet døbt »pervert glasses« eller »krænker-briller«, fordi de ifølge den britiske avis The Guardian flere gange er blevet brugt til at filme kvinder uden deres viden, hvorefter videoerne blev lagt op på sociale medier.
Herhjemme har kritikken særligt drejet sig om influencerne Cillemouse (Cecilie Haugaard, red.) og Sus Wilkins samt magasinerne Euroman og Eurowoman, fordi de indgik et kommercielt samarbejde med Synoptik om at reklamere for brillerne.
DR skriver, at Enhedslisten nu tager sagen op med justitsminister Nicolai Wammen.
Han skriver i et svar til DR Nyheder:
»Det er dybt forkasteligt at optage samtaler og offentliggøre videoer uden folks vidende. Jeg kan godt forstå, at det føles meget grænseoverskridende for de personer, det går ud over.«
Han vil nu invitere Forbrugerrådet Tænk til et møde, hvor de vil drøfte, hvordan man bedst muligt beskytter danskerne.