Igennem flere måneder har han været udsat for kritik, og nu vælger Jan Strømvig at fratræde sin stilling som direktør i Fjernvarme Fyn.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Jan Strømvig har været sygemeldt i to måneder, Men nu står det altså klart, at han ikke vender tilbage i sin stilling.

»Det har været spændende at drive en så samfundsvigtig virksomhed som Fjernvarme Fyn og at være med til at sikre varme til borgerne i Odense. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til de mange dygtige og dedikerede medarbejdere,« siger han i pressemeddelelsen.

Hvad han fejler, har der ikke været meldinger om. Men sygemeldingen kom, umiddelbart efter han havde været udsat for voldsom kritik.

Strømvig blev sygemeldt for to måneder siden, efter Fyens Stiftstidende og TV 2/Fyn har afdækket, hvordan Fjernvarme Fyn, som er 97 procent ejet af Odense Kommune, har fået kritik for flere sager om social dumping.

Dette er sket i forbindelse med opførelsen af en ny biokedel. Et projekt, som koster over 800 millioner kroner.

Firmaet var pålagt at bruge Odense Kommunes sociale klausuler, da opgaven skulle udbydes, men det gjorde de ikke. I stedet brugte de egne klausuler, hvilket har gjort, at det ikke har været muligt at afkræve de ansvarlige selskaber bodsbetaling.

Der er tale om syv udenlandske virksomheder, som har overtrådt Fjernvarme Fyns sociale klausuler.

På Fjernvarme Fyns hjemmeside har man forklaret, at »fejlene gælder i de fleste tilfælde for lave udbetalinger ved overarbejde samt i forhold til fritvalgsordning og pension. Og en stor del af beløbet er nu blevet udbetalt«.

Kim Winther, der har været konstitueret direktør under Strømvigs sygemelding, fortsætter som konstitueret direktør hos Fjernvarme Fyn.

Ved slutningen af 2023 forventer selskabet at have en ny direktør på plads.