Skræmt af en halloweenmaske løb fem-årige Sebbe for to måneder siden ud foran en lastbil.

Og mens Sebbe, der blev hårdt kvæstet, stadig er indlagt, har lokale kræfter sat gang i en indsamling, som går over al forventning.

»Det var jo en dramatisk begivenhed, som får nogle konsekvenser for Sebbe og hans familie,« siger Henrik Valdorff Rasmussen og fortsætter:

»Så vi var nogle stykker, der hver på sin måde var tæt på familien – som man jo er i et lille lokalsamfund – der kiggede hinanden i øjnene: 'Kan vi gøre noget'?«

Ulykken skete halloweenaften i Gl. Rye mellem Silkeborg og Skanderborg, hvor Sebbe bor med sin familie.

Ligesom andre børn gik han den aften fra hus til og hus – og i et af husene blev den femårige dreng så skræmt af en mand med en maske, at han løb ud foran en lastbil.

Hele byen har efterfølgende været dybt rørt over tragedien, som er ulykkelig ikke mindst for Sebbe og hans familie, men også for manden med masken og lastbilchaufføren.

»Det er jo en hårdt tid for især den lille familie. Sebbe har været indlagt siden, og der er jo også en lille datter i familien,« siger Henrik Valdorff Rasmussen.

Sebbe har en søster, som naturligvis også er påvirket af brorens ulykke.
Sebbe har en søster, som naturligvis også er påvirket af brorens ulykke.
Vis mere

Og så er der alt det uvisse, som venter, når de kan komme hjem fra hospitalet.

»Der venter stadig en hverdag hjemme, hvor alting bliver anderledes, og som familien først skal til at have gang i,« siger han.

Målet med indsamlingen, der i første omgang var tænkt som en lille lokal indsamling, var at nå op på 10.000 kroner.

Pengene var tænkt at kunne gå til alt fra rengøringshjælp, transportomkostninger, tilskud til fysioterapi, traumebehandling, oplevelser mv.

Da de først delte opslaget på Facebook, tog indsamlingen hurtigt fart, og folk fra hele landet har siden doneret penge til familien.

»Vi har fået beskeder fra flere, som siger, at de ikke kender familien, men som på forskellig vis kan relatere til det, der er sket,« siger han.

Præcis hvor meget der er indsamlet, har initiativtagerne aftalt ikke at oplyse.

»Det eksakte tal bliver ikke offentliggjort. Men lige nu er vi tættere på 100.000 kr end 10.000 kr,« siger han.

Sebbe på hospitalet.
Sebbe på hospitalet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Derudover har familien fået tilbudt alt fra legetøj til billetter.

Indsamlingen fortsætter efter planen frem til 1. februar.

Familien selv er taknemmelig for, at så mange tænker på dem.

»Det er jo helt overvældende for dem. Det har jo været – og er stadig – en hård tid for dem,« siger Henrik Valdorff Rasmussen.