Ivrig håndvask er et meget vigtigt redskab i kampen mod coronavirusset. Men for otteårige Konrad blev de talrige ture til håndvasken pludselig en meget smertefuld og ubehagelig oplevelse.

Da han fredag kom hjem fra sin skoledag nr. 2 efter genåbningen, gik han hen til sin mor og viste ildrøde og tørre hænder frem.

»Så sagde han, at det gjorde ondt. De var ikke bare tørre, men simpelthen ildrøde og hævede,« siger Christina Breinholt Sørensen, som er mor til Konrad.

»Så begyndte han at græde. Han græd og græd. Han har faktisk ikke grædt så meget, siden han brækkede armen,« siger hun.

Av av, Konrad på otte år er ked af det, fordi hans hænder er røde og gør ondt. Det skyldes, at han har vasket hænder rigtig mange gange her under pandemien. Nu går det lidt bedre, da han bruger store mængder creme.

Vis mere

Konrad går i 1. klasse, og ligesom mange andre elever rundt om i Danmark skal han vaske hænder ofte. Men selv om håndvask er vigtig for at begrænse coronavirus, udtørrer sæbevandet også huden. Hos nogle mere end andre. Konrad er en af de hårdt ramte.

»Vores yngste pige på tre år har også været ramt hårdt af det. Det er ret skræmmende, at det kun var to dage i skolen, og så havde Konrad udviklet så skadet hud,« siger Christina Breinholt Sørensen.

Hun bebrejder på ingen måde skolen, at Konrad har fået tørre hænder.

»Skolen følger jo kun de retningslinjer, som de er blevet påbudt. Selvfølgelig skal børnene vaske hænder,« siger hun og fortsætter:

Christina Breinholt Sørensen er mor til Konrad, som fik meget ondt i hænderne på grund af hyppig håndvask. Hun anbefaler alle forældre at give deres børn masser af creme på hænderne i disse dage og kigge grundigt efter, hvordan huden ser ud.

»Jeg tror bare, at det er en rigtig god idé, hvis man som forælder sørger for at give barnet rigeligt med creme på fingrene og give creme med i tasken,« siger hun.

Hun foreslår også, at skolerne kan holde øje med de yngste elever, som måske ikke altid får skyllet al sæben af hænderne.

Både Christina og hendes mand er radiografer og ansat i sundhedsvæsenet. Derfor ved de også, hvor vigtigt det er med god håndhygiejne i denne tid.

»Børnene skal vaske hænder. Derfor er det også vigtigt at passe på fingrene. Vi er ikke sure på skolen eller nogen andre, men vi tænkte, at vores historie her kunne hjælpe andre forældre med at passe på deres børns hænder,« siger hun.