I lørdags udspillede der sig voldelige scener midt i København.

B.T. var til stede, da den højreorienterede græsrodsbevægelse ‘Det Danske Folk’ demonstrerede. Her var det overvejende autonome moddemonstranter, der stødte sammen med politiet, da i alt otte personer blev anholdt.

To af dem, én fra hver lejr, blev ifølge politiet anholdt efter et klammeri inden optoget.

Nu skaber en udtalelse fra Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling (SF), heftig debat.

På Instagram skyder komiker Brian Mørk med skarpt mod overborgmesteren, som afviser kritikken - og beskylder Mørk for at skabe mere had og splittelse.

Kort før lørdagens demonstration sagde Sisse Marie Welling til TV 2 Kosmopol, at hun var »oprigtigt bekymret« på københavnernes og demokratiets vegne:

»I september så vi, hvordan den yderste højrefløj brugte en demonstration til at komme og heile. Had og splittelse hører ikke hjemme i vores by,« sagde hun og fortsatte:

»I hele verden har den yderste højrefløj de seneste år sat demokratiet under pres. Det må ikke ske her i København, for så ender vi med at løbe russernes ærinde, så splid og frygt kommer til at sætte dagsordenen. Det skal vi aldrig acceptere.«

Overborgmesteren henviste til ‘Det Danske Folks’ første demonstration den 5. september, hvor nogle deltagere blev set heile.

Inden lørdagens demonstration havde bevægelsen meldt ud, at heilende og uniformerede grupper ikke var velkomne.

Brian Mørk mener, at Sisse Marie Welling forvrænger virkeligheden. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Brian Mørk, der var øjenvidne til lørdagens demonstration, er fuldstændig uenig i overborgmesterens udtalelse.

På trods af at politiet har oplyst, at i hvert fald én person fra Det Danske Folks demonstration er blevet anholdt, så fastholder den kendte komiker, at volden kom fra moddemonstranterne.

»Øjenvidner ved godt, hvem der angreb, og det ved politiet også godt. Jeg var på gaden, da det skete, og jeg så kun sammenstød mellem moddemonstranter og politiet,« lyder det fra Mørk.

I en video på Instagram kritiserer han Welling for at forvrænge virkeligheden:

»Hun maler et billede af demonstranter, som hun er politisk uenig med, som en trussel mod demokratiet,« siger Mørk til B.T.

'Det Danske Folk' til lørdagens demonstration. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

»Og når overborgmesteren fortæller, at disse demonstranter er en trussel, så giver hun en moralsk undskyldning til dem, der foretrækker at ty til vold,« mener han og siger:

»Hun er overborgmester for alle københavnere, ikke kun sin egen fløj, og hun må ikke dæmonisere en gruppe så meget, at folk føler sig berettiget til at begå vold imod dem.«

Mener du ikke, at der er en trussel fra demonstranterne fra ‘Det Danske Folk’?

»Dem, der vil bruge vold for at knægte deres politiske modstandere, er truslen mod demokratiet,« lyder det fra Mørk.

Sisse Marie Welling har ikke ønsket at stille op til interview, men i en skriftlig kommentar til B.T. afviser overborgmesteren kritikken fra Mørk.

Hun mener, at Mørk bruger hendes udtalelse til at skabe mere »had og splittelse«, og hun forklarer, at det bekymrer hende, at der findes mennesker, som gør det.

Overborgmesteren skriver yderligere, at det også bekymrer hende, at der er mennesker, som vælger at bruge en fredelig demonstration til at heile eller kaste fyrværkeri og kanonslag efter moddemonstranter.

Til slut skriver hun:

»Der er aldrig en undskyldning for at begå vold. Hverken på den yderste højrefløj eller den yderste venstrefløj.«

B.T. har spurgt Københavns Politi, hvor mange der blev anholdt fra henholdsvis den ene og den anden side af demonstrationen. 

Det vil de ikke svare på, men de oplyser til B.T., at der blev rejst ni sigtelser for blandt andet vold, forsøg på grov vold, vold mod polititjenestemand, hærværk, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.

Derudover er der registreret en håndfuld sager om vold mod polititjenestemænd, hvor der ikke er fundet nogen mistænkte gerningspersoner.