Lyt til artiklen

En millionregning risikerer nu at ramme kostskolen Herlufsholm.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK, er nemlig i fuld gang med et tilsyn med skolen.

Tilsynet kan betyde, at Herlufsholm skal betale et tocifret millionbeløb tilbage til staten.

Det vurderer advokat Jens Brusgaard fra advokatfirmaet Trolle, der har kørt flere sager for forskellige friskoler.

Det kan komme til at koste Herlufsholm Kostskole dyrt, at skolen har ført Styrelsen for Undervisning og Kvalitet bag lyset.
Det kan komme til at koste Herlufsholm Kostskole dyrt, at skolen har ført Styrelsen for Undervisning og Kvalitet bag lyset. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Min vurdering er, at der i et worst case-scenarium kan komme et krav om, at Herlufsholm skal betale penge tilbage. Det kan eksempelvis være for et års tilskud,« siger Jens Brusgaard, der samtidig føjer til, at han kun kender sagen fra medierne.

Det er Berlingske, der kan fortælle om den økonomiske bet, der risikerer at ramme den hæderkronede skole.

Herlufsholm modtager omkring 50 millioner kroner om året i tilskud, hvilket betyder, at skolen har modtaget cirka en halv milliard kroner de seneste ti år.

Herlufsholm har været i stormvejr i kølvandet på en TV 2-dokumentar, som kunne afdække vold, krænkelser og mobning, som skolens ledelse ifølge eleverne har kendt til, men ikke gjort noget ved.

Rektor Mikkel Kjellberg blev kort tid efter, at dokumentaren blev sendt på TV 2, fyret.

Det kritiske fokus har efterfølgende været rettet mod bestyrelsen og ikke mindst bestyrelsesformand Torben von Lowzow, der ifølge Berlingske løbende har været orienteret om volds- og krænkelsessager på skolen.

Men over for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har bestyrelsesformanden oplyst, at skolen har en sund kultur.

Ifølge en aktindsigt, som Berlingske har fået, har Herlufsholms ledelse også tilbageholdt oplysninger om krænkelser af fire elever, da STUK var på tilsyn i december 2021.

Herlufsholm Skole og Gods blev grundlagt i 1565.
Herlufsholm Skole og Gods blev grundlagt i 1565. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

At informationer er blevet tilbageholdt, kan ramme skolen økonomisk, fortæller Jens Brusgaard.

»I den sammenhæng er det en skærpende omstændighed, at skolen har vildledt styrelsen,« siger han.

Jens Brusgaard mener dog ikke, at tilskuddet kan tages fra skolen fremadrettet.

»Hvis skolen retter ind, mener jeg ikke, at det er realistisk, at pengene bliver taget fra skolen,« siger han.

Herlufsholm er kendt som elitens kostskole, og den benyttes blandt andet af de kongelige. Lige nu er det prins Christian, der går på skolen, og tidligere har også prins Nikolai gået på skolen.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har tidligere meldt ud, at de er rystede over de forhold, der blev afdækket i dokumentaren. Kronprinsparret kalder forholdene 'helt uacceptable'.

I et skriftligt svar til B.T. skriver Torben Lowsow om risikoen for et millionsmæk:

»Det er en af mange muligheder, STUK har, og vi er i en god dialog med STUK, og det må være op til dem at kommentere yderligere på dette,« skriver han og fortsætter:

»Vi er fortrøstningsfulde i forhold til skolens fremtid herunder også økonomisk. Vi har sat en stribe tiltag i gang, og det er en lang forandringsproces, der hermed er indledt. Vi vil have alt afklaret, og det sker bl.a. med en uvildig advokatundersøgelse, der netop er sat i gang,« skriver han.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet oplyser, at den ikke kommenterer på en verserende sag.

Styrelsen har tidligere krævet tilskud tilbagebetalt fra friskoler på grund af kritiske tilsyn. Det har blandt andet ramt muslimske friskoler, der har måttet lukke ned.