Siden 21. december har danskerne kunnet gå i Parken for at blive lyntestet, men nu er det slut.

For søndag er det nemlig sidste dag, at virksomheden Copenhagen Medical holder det enorme testcenter åbent i København.

Det skriver TV 2 Lorry.

Tusindvis af danskere har den seneste måned trådt ind på Danmarks nationalstadion for at blive testet for coronavirus, men en tabt budrunde har tvunget virksomheden til at lukke testcenteret.

Testcenteret i Parken har i perioder kunnet lynteste hele 3.000 borgere i timen.
Testcenteret i Parken har i perioder kunnet lynteste hele 3.000 borgere i timen. Foto: Emil Helms
Vis mere

Copenhagen Medical tabte nemlig det offentlige udbud om at lynteste danskerne, og derfor skal testcenteret i Parken efter denne uge pakkes ned.

Faktisk begynder nedpakningen allerede i denne uge. Også i Bella Center, hvor virksomheden ligeledes har haft et stort drive-in testcenter.

»Det begynder vi på allerede torsdag, men vi bliver ved med at teste helt frem til søndag klokken 20,« fortæller Jeppe Handwerk, der er direktør i Copenhagen Medical, til TV 2 Lorry.

Det er Danske Regioner, der har sendt lyntest-opgaven i offentligt udbud, hvor virksomheden SOS International altså blev tildelt opgaven.

Copenhagen Medical oplyser til mediet, at der omkring middagstid mandag var testet lige omkring 185.000 personer i Parken og Bella Center.

Virksomheden forklarer desuden, at man har haft cirka 1.350 medarbejdere beskæftiget ved de to testcentre.

Testcenteret i Parken har i perioder kunnet lynteste hele 3.000 borgere i timen.