En faktor ved det dødelige salmonellaudbrud i Danmark er særligt bekymrende, mener diætist Mette Borre.

»Det er en meget, meget uheldig kombination,« siger hun.

Sådan siger hun, fordi tre danskere er døde med salmonella efter at have spist naturlægemidlet Husk Psyllium-frøskaller – der egentlig er et produkt, som skal indtages for at afhjælpe eksisterende maveproblemer som eksempelvis diarré.

Men da diarré lige netop er et symptom på en salmonellainfektion, kan der være stor risiko for, at man slet ikke opdager, at man er smittet, vurderer Mette Borre.

»Det kan faktisk gøre det svært at finde ud af, hvad der er op og ned på den diarré, folk måtte have: 'Nu tager jeg noget, der skal hjælpe mod det her, og så bliver det bare ved og ved'. Så tager de måske bare noget mere, for de tager det jo produktet for netop at modvirke det. Og det drejer sig om et godkendt produkt, som mange tager mod løs afføring,« siger Mette Borre, der i forbindelse med sit arbejde på Aarhus Universitetshospital er specialiseret i sygdomme i mavetarmkanalen:

»Det kan jo også gøre, at folk ikke stopper op i tide og får grebet hurtigt ind, så der måske sagtens kan gå flere dage, inden man reagerer. Salmonella er jo en bakterie, som skal behandles med antibiotika, ellers kan det udvikle sig så forfærdeligt, som vi har set her.«

I alt 33 personer i alderen 2-92 år har været syge i forbindelse med det salmonellaudbrud, som Husk Psyllium-frøskaller er kædet sammen med, heraf har 19 har været indlagt. Statens Serum Institut har fundet spor af salmonella i frøskalle-produktet hos flere af de syge danskere.

I den forbindelse har SSI-epidemiolog Luise Müller udtrykt bekymring for, at der kan være endnu flere smittede personer.

Orkla Care har trukket alle sine Husk-produkter tilbage.
Orkla Care har trukket alle sine Husk-produkter tilbage.
Vis mere

»Vi er lidt bekymrede for, at der er flere, der har været syge, som vi ikke kender til. Man tager netop det her middel, hvis man har dårlig mave. Og får man så en salmonellainfektion, så er det svært at skelne, hvad der er hvad,« har hun sagt.

Efter meddelelsen om dødsfaldene har producenten Orkla Care valgt at tilbagekalde samtlige Husk-produkter fra markedet. Det er sket fredag.

Selskabet har også selv konstateret et fund af salmonella i et af kapsel-produkterne.

»Selvom ingen af de produkter der er i handlen nu, har vist tegn på salmonella vil vi gerne eliminere mistanken. Indtil vi har større vished, vælger vi at agere ud fra et forsigtighedsprincip og tilbagekalder alle produkterne;« siger Nilüfer Sahin, kommunikationsdirektør for Orkla selskaberne i Danmark.