Det har været en våd weekend i Haderslev.

Forhøjet vandstand og vind har gjort det mere end besværligt for byens borgere, og man måtte straksspærre Hejsager Strandvej på grund af pumpeaktivitet.

'Vi kører nu på 3. døgn med forhøjet vandstand, og her søndag forventer vi det stiger en smule mere, inden det forhåbentligt falder igen,' lød det søndag på kommunens Facebook-profil.

Heldigvis er det godt nyt, som byens borgere mandag er vågnet til.

»Vandstanden er faldende i øjeblikket. Den er helt på retur. Det går den rigtige vej. Lige i øjeblikket er vi kun på 48 centimeter over, så vi pumper ikke mere, vi har ophævet vejspærringerne, og alt er normalt,« fortæller Ole Kruse, afdelingsleder for Drift og Havne i Haderslev Kommune.

Det højeste niveau, vandstanden nåede op på i løbet af de tre seneste dage, var cirka 106 centimeter.

Tidligere på ugen var der også store udfordringer grundet kraftig regn.

'Vi oplever store udfordringer med vand på vejene, på cykelstier, i tunneler osv. – det gælder overalt i Haderslev Kommune. Vi har været ude med skilte, men de store mængder vand gør også, at der kan være steder, der pludselig står under vand,' lød det på kommunens Facebook.