Fredagens tragiske ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, får nu flere borgmestre til at gå sammen i en henvendelse til Vejdirektoratet.

Det siger Allerøds borgmester, Clara Rao (V) til DR.

Fredag blev det klart, at en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, der fandt sted torsdag, havde fået en tragisk udgang, da to mænd mistede livet.

Ulykken skete kort efter klokken 20 efter Allerød-afkørslen på motorvejsforlængelsen.

Der er de seneste år sket flere alvorlige ulykker på Hillerødmotorvejens forlængelse.

I slutningen af januar blev to personer kørt til hospitalet, efter at to biler kørte sammen nord for Kollerødafkørslen. En af dem var i kritisk tilstand.

I juli 2024 mistede et forældrepar og en mandlig bilist livet, efter at to personbiler var kørt sammen på Hillerødmotorvejens forlængelse.

Og de voldsomme hændelser får altså nu flere borgmestre til at råbe vagt i gevær.

Clara Rao siger til DR, at hun sammen med borgmestrene i Furesø og Hillerød nu retter henvendelse til Vejdirektoratet.

»Vi må erkende, at der er sket en alvorlig ulykke her i anlægsperioden, og derfor bør man også se på, om der var noget, som Vejdirektoratet kunne have gjort for at undgå denne hændelse, og hvad har man tænkt sig at gøre fremadrettet i anlægsperioden for at undgå, at det sker igen,« siger hun.

Vejdirektoratet skriver til DR, at man vil undersøge årsagen til ulykken, og at strækningen omlægges i sensommeren, så man ikke længere har skiftevis et og to kørespor i hver retning. 

»Der er kort sagt mere trafik, end strækningen i sin tid er bygget til. Jo mere trafik der er på en strækning, jo større risiko for både kø og uheld. Det er derfor, vi nu er i gang med at ombygge forlængelsen til motorvej, så vi får en strækning med fysisk
midteradskillelse med autoværn,« står der i det skriftlige svar til DR.