Ulykken på Storebæltsbroen har haft alvorlige følger for en række medarbejdere hos DSB og DB Cargo.

Flere er så hårdt ramt af det, de oplevede i det forulykkede tog, at de ikke længere kan passe deres job.

I alt er der anmeldt 14 arbejdsskadesager efter ulykken, skriver A4 Arbejdsmiljø.

2019 var kun godt et døgn gammel, da et lyntog på vej mod fra Jylland mod København forulykkede på Storebæltsbroen 2. januar i år.

Sættevognen fra godstoget, hvor en presenning rev sig løs og ramte ind i passagertoget.
Sættevognen fra godstoget, hvor en presenning rev sig løs og ramte ind i passagertoget. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Otte mennesker mistede livet i togulykken, der var den værste i Danmark i over 30 år.

16 personer blev kvæstet, men endnu flere pådrog sig varige psykiske skader og sår på sjælen.

Af dem var flere ansatte hos både DSB og DB Cargo, som siden har været så hårdt ramt af ulykken, at de ikke længere er i stand til at passe deres job.

Det skriver A4 Arbejdsmiljø, som har kigget nærmere på en aktindsigt hos Arbejdstilsynet.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Blandt de, som har måttet opgive deres job, er to medarbejdere hos DB Cargo, fortæller kommunikationschef Jan Wildau.

»Der er to ud af de fire, der var mærket af ulykken, der ikke længere er ansat hos os. Begge er fratrådt efter gensidig aftale, og den ene var et resultat af, at han følte, at han var for følelsesmæssigt påvirket af ulykken,« siger han til A4 Arbejdsmiljø.

Er du én af de ansatte, der kæmper med psykiske eftervirkninger efter den tragiske ulykke, så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til op på 1929@bt.dk eller på vores side på Facebook.

Også hos DSB er der flere medarbejdere, der har fået store psykiske traumer. Ifølge A4 Arbejdsmiljø har Arbejdstilsynet registreret fem anmeldelser af arbejdsskader med relation til psykisk overbelastning og psykisk chok efter ulykken.

Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job.
Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job. Foto: Tim K. Jensen
Vis mere

Underdirektør i DSB og chef for DSB Togdrift, Rolf Møller Pedersen, afviser at kommentere personalesager.

Han understreger dog, at alt er 'sket i fred og fordragelighed'.

De anmeldte arbejdsskader handler primært om psykisk overbelastning og psykiske chok.

Det gælder for fire ansatte hos DB Cargo, fem fra DSB og to medarbejdere fra politi og beredskab.

Efter ulykken på Storebæltsbroen blev toget flyttet til Nyborg Station, hvor det blev dækket til.
Efter ulykken på Storebæltsbroen blev toget flyttet til Nyborg Station, hvor det blev dækket til. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Tre kontoransatte, som var passagerer på toget, pådrog sig også fysiske og psykiske skader ved ulykken.

Det var efter alt at dømme en kombination af kraftig vind og en utilstrækkelig låsemekanisme på godstogets sættevogn, der var skyld i ulykken.

Det viser de foreløbige resultater fra Havarikommissionen. Den endelige rapport ventes omkring årsskiftet, hvorefter det endelige ansvar kan placeres.

Når Havarikommissionen er færdig med sit arbejde, vil ulykkestoget blive destrueret.