Afsløringerne og de skjulte optagelser af den 90-årige plejehjemsbeboer Else har indtil videre haft konsekvenser for 13 ansatte i ældreplejen i Aarhus Kommune.

Det oplyser den ansvarlige rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), til TV 2.

Ifølge rådmanden er fem af dem, herunder forstanderen, ikke længere på Kongsgården.

Kommunens ældrepleje har da også været udsat for massiv kritik og omtale om omsorgssvigt, og nu lover rådmanden også, at der vil komme strukturændringer i kommunen.

»Nu vender vi skuden og laver en ny direktion,« siger hun til TV 2.

Ifølge mediet er det endnu ikke lagt fast, hvad en ny direktion omfatter, men Aarhus Kommune har over for mediet bekræftet, at man er i gang med at omstrukturere som følge af sagen.

Ændringerne i kommunen kommer efter, at TV 2 med skjult kamera har afsløret, hvordan den 90-årige demensramte Else Marie Larsen udsættes for omfattende plejesvigt på plejehjemmet Kongsgården. Optagelser, der indgår i dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'

Det kom i første omgang frem gennem skjulte optagelser, som Ekstra Bladet bragte.

TV 2 havde stået for de skjulte optagelser, og før offentliggørelsen hos Ekstra Bladet havde TV 2 fået fogedforbud mod at vise optagelserne.

Det var Magistratsafdelingen for sundhed og omsorg, som Jette Skive er ansvarlig for, der fik nedlagt forbud mod at vise tv-optagelserne.

På optagelserne ser man den 90-årige demente kvinde og plejehjemmets personale.