Opdatering: Radius oplyser kort efter klokken 21, at alle de berørte kunder har fået strøm igen.

Mandag aften var både Københavns Hovedbanegård og 650 elkunder på Vesterbro i København uden strøm i flere timer.

»Strømsvigtet skyldes en højspændingsfejl, som skal rettes på stedet, og vi har gode folk på vej for at udbedre fejlen.«

Det sagde pressechef hos Radius Elnet, Lasse Bjerre Sørensen, til B.T. først på aftenen, da gader og stræder omkring Hovedbanegåreden pludselig var gået i sort.

Strømmen gik klokken 17.14, hvor en B.T.-medarbejder på vej hjem pludselig oplevede, hvordan gadebelysningen var slukket, og i de mørklagte lejligheder måtte folk sætte stearinlys frem for at kunne se.

»Det beklager vi meget, men vi arbejder på højtryk for at få strømmen tilbage,« sagde Lasse Bjerre Sørensen.

Det var området omkring Bernstoffsgade, Colbjørnsensgade, Halmtorvet og Lille Istegade, der var ramt.

Også Københavns Hovedbanegård var omfattet. Togtrafikken var dog ikke påvirket.

Omkring klokken 19.30 fik 420 kunder strømmen tilbage, og omkring klokken 21 kom de sidste med.