Søren Gais Kjeldsen er færdig som administrerende direktør i Aalborg Forsyning.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, at direktøren stopper med øjeblikkelig virkning. 

Bestyrelsesforkvinde Anna Aaen takker den nu tidligere direktør for hans store indsats og forklarer, at der er brug for en ny profil i ledelsen. 

Derudover står dog ikke noget i pressemeddelelsen om, hvad der ligger bag afslutningen af samarbejdet. 

Både Nordjyske og TV 2 Nord har dog indgående beskrevet en kloaksag, hvor direktøren har været uenig med byrådet i Aalborg.

I Nibe har en ejer af en kloakledning fået besked på at flytte sin kloak, fordi den ligger for tæt på en garage. En operation, der kan løbe op i adskillige hundrede tusinde kroner. 

Det hele skyldes en kommunal fejl, da villaen i sin tid blev bygget, og derfor har byrådet forsøgt at få Aalborg Forsyning til at løse sagen i mindelighed. 

Byrådet har vedtaget et forslag om, at Aalborg Forsyning skal lukke sagen og holde de involverede familier fri for omkostninger. 

Men Søren Gais Kjeldsen har ifølge de lokale medier stået fast på, at forsyningsselskabet ikke har haft hjemmel i loven til at indgå forlig eller give dispensation. 

Nordjyske skriver, at en ny juridisk vurdering giver Aalborg Forsyning mulighed for at give en dispensation til at lade kloakledningen ligge, hvor den ligger. 

Sagen bliver dog overhovedet ikke nævnt i pressemeddelelsen. 

Bestyrelsesforkvinden medgiver dog, at sagen har spillet en rolle.

»Kloaksagen har ikke spillet en afgørende rolle, men den har spillet en rolle i en overordnet vurdering af, at vi har brug for en ny profil på posten,« siger Anna Aaen til Nordjyske.

Bestyrelsen har konstitueret Jesper Høstgaard-Jensen som ny administrerende direktør, mens man er gået i gang med at finde en afløser til posten.