1. april steg prisen på cigaretter landet over, og nu er der sket et markant fald i salget.

For efter en pakke cigaretter er gået fra at koste omkring 40 kroner pakken til at koste 55-60 kroner pakken. Og noget kunne tyde på, at flere danskere tilsyneladende er stoppet med at købe cigaretter i samme omfang som tidligere.

Det fortæller DR Radioavisen, skriver mediet Retailnews.

Ifølge både Coop og Dagrofa er der nemlig sket et fald i salget af flere cigaretpakker på omkring 10 procent siden april, hvor prisstigningen indtraf.

Hos Kræftens Bekæmpelse er udviklingen en glædelig nyhed, lyder det.

Og over for DR Radioavisen fortæller Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør hos Coop, salget forventes at falde yderligere, når alle 'gamle' cigaretpakker erstattes med pakker til de nye priser.

Tidligere på året kunne B.T. beskrive, hvordan prisstigningen på cigaretter helt konkret er udset til at ramme en million danskere.

Dengang fortalte Kræftens Bekæmpelse ligeledes, hvordan de glædede sig over prisstigningen.

»Vi har en klar forhåbning om, at de her prisstigninger den 1. april og i 2022 vil betyde, at især børn og unge i mindre grad vil starte med at ryge. Vi tror, at prisstigningen vil have en effekt på alle, men vi ved, at børn og unge især er prisfølsomme,« sagde Mette Lolk Hanak, der er afdelingschef for Forebyggelse og Oplysning i Kræftens Bekæmpelse.