Den hidtidige næstformand, Mads Samsing, er ved en konstituering torsdag aften udpeget som forbundsformand for HK. 

Det skriver forbundet i en pressemeddelelse efter Anja C. Jensens afgang som formand tidligere på dagen.

Samsing siger:

»Tak til Hovedbestyrelsen for den tillid, de har vist mig ved at konstituere mig som forbundsformand. Jeg ser frem til kongressen, der først og fremmest skal handle om medlemmerne og deres hverdag og arbejdsliv. Om trivsel og tryghed.«

Mandag den 3. til onsdag den 5. november 2025 holder HK Danmark sin 34. ordinære kongres i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Her skal 364 delegerede vælge ny formand og næstformand for Danmarks næststørste fagforbund. De delegerede består af medlemsvalgte politikere i HK og delegerede, som er valgt af og blandt HK’s medlemmer.

Mads Samsing er kandidat til posten som forbundsformand, og Sofie Berg Axelsen, nuværende formand for HK Handel Hovedstaden, er kandidat til posten som forbundsnæstformand.