Generalen for den danske coronaindsats Kåre Mølbak åbner nu op for en ny strategi for, hvordan coronasmitten skal opgøres.

Som B.T. kunne fortælle onsdag, så advarer overlæge på Hvidovre Hospital Thomas Benfield om, at der på hospitalet er uforholdsmæssigt mange indvandrere indlagt.

Derfor mener han og kollegaen fra Odense Universitetshospital, overlæge Morten Sodemann, at Statens Serum Institut bør lægge tallene for de smittede og indlagtes etnicitet frem.

I de officielle opgørelser er der detaljer om de smittedes køn, alder og geografisk spredning. Men ikke etnicitet.

Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut Kåre Mølbak overvejer at lade etnicitet indgå i de officielle statistikker over smittede og indlagte med coronavirus.
Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut Kåre Mølbak overvejer at lade etnicitet indgå i de officielle statistikker over smittede og indlagte med coronavirus. Philip Davali

Noget tyder dog på, at Kåre Mølbak – der er faglig direktør for infektionssygdomme ved Statens Serum Institut – pønser på at få tallene frem i lyset og dermed lægge en ny strategi for, hvordan tallene skal opgøres.

I et skriftligt svar oplyser han, at det ikke vil være en ny praksis at se på etnisk herkomst i forbindelse med sygdom.

»Det indgår i overvågning af andre sygdomme f.eks. hiv-smitte, hvor vi ud over køn også ser på etnisk herkomst,« skriver han i svaret.

Han tilføjer, at Statens Serum Institut er ved at opbygge en overvågning af coronavirussens udbredelse.

»Her er der rigtig mange variabler, der kan tages med. Det handler om at gøre data brugbart. Det overvejes i den forbindelse, om vi skal medtage etnicitet fremover,« skriver han.

Den etniske slagside ved coronavirus har blandt andet vakt opsigt i Sverige, hvor det har vist sig, at udsatte boligområder tæt på Stockholm har været særligt hårdt ramt.

Der bor mange indvandrere i disse områder. Specielt var der mange svensk-somaliere blandt de døde i epidemiens begyndelse.

Overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital Thomas Benfield fortalte onsdag til B.T.:

»Når jeg ser, hvem der ligger på vores afdeling, så ser det ud, som om der er flere med anden etnisk baggrund end ellers. Billedet er det samme på intensivafdelingen,« sagde han og tilføjede, at han på navnelisterne kunne se flere ikke-danske navne i forhold til, hvordan befolkningssammensætningen ellers er.

Bekymringen fra overlægerne går blandt andet på, at indvandrere bor flere sammen og derfor har sværere ved at isolere sig, ligesom erfaringerne fra tidligere influenzaepidemier viser, at sygdommen rammer 'socialt skævt'.

Artiklen i B.T. om lægernes opråb fik torsdag udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til at lægge et opslag på Facebook med B.T.s forside på papiravisen, hvor han appellerede til, at muslimer tager hensyn til coronavirus under ramadanen

Ramadanen begynder torsdag aften.