Omkring 12 ton KitKat-chokoladebarer – svarende til 413.793 styk – er blevet stjålet, da de skulle fragtes fra en fabrik i Italien videre til Polen.
Det bekræfter chokoladegiganten KitKat nu i en officiel udtalelse på X.
»Vi arbejder nøje med de lokale autoriteter og leverandører for at under undersøge nærmere,« lyder det i meddelelsen.
KitKat-chokoladebarerne forsvandt i sidste uge, da de var under transport fra et af selskabets produktionssteder til et af selskabets distributionssteder.
Det var meningen, at de skulle distribueres ud i hele Europa, skriver AP.
Og derfor har den schweiziske fødevaregigant Nestlé tidligere advaret om, at der i dele af Europa kan opstå mangel på KitKat i påsken.
Men ifølge KitKat bliver det ikke et problem:
»De gode nyheder: der er ingen bekymring for forbrugersikkerheden og leveringen bliver ikke påvirket,« lyder det videre fra chokoladegiganten.

