»Briterne føler, at de er meget tæt på noget, der minder om normaliteten. Der var man ikke nået hen, hvis ikke det var for AstraZeneca-vaccinen«.

Sådan siger B.T.’s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, efter det onsdag kom frem, at den britiske lægemiddelstyrelse (MHRA) anbefaler, at unge under 30 år uden kroniske sygdomme skal tilbydes en anden coronavaccine end den fra AstraZeneca.

Det skyldes, at Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) sikkerhedsudvalg onsdag konkluderede, at der kan være en mulig sammenhæng mellem vaccinen fra AstraZeneca og en række usædvanlige blodpropper blandt vaccinerede.

Helt nøjagtigt er der registreret 222 tilfælde ud af 34 millioner vaccinerede på verdensplan med denne vaccine.

»De fleste er stadig stolte af, at den er udviklet på Oxford Universitetet, og at den har været afgørende faktor for, at Storbritannien er et af de lande, der har vaccineret flest mennesker,« siger Jakob Illeborg og tilføjer:

»Den umiddelbare reaktion har været, at det selvfølgelig er en omvæltning, fordi EMA nu går ind og anerkender, at blodpropperne er et problem. Men vaccinecheferne her i Storbritannien siger også, at det ikke vil komme til at påvirke vaccineudrulningen synderligt. Det skyldes, at man jo er startet oppefra og lige nu er i gang med at vaccinere dem over 50,« siger Jakob Illeborg.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, sagde da også, at han ikke venter nogen ændringer i regeringens planer om at lempe covid-19-restriktioner,

»Jeg tror ikke, at der er noget, som jeg har set, der får mig til at tænke, at der må foretages ændringer af den overordnede plan,« sagde den britiske regeringsleder onsdag.

Boris Johnson kommer ikke til at ændre i genåbningsplanen grundet de nye anbefalinger vedr. vaccinen fra AstraZeneca.
Boris Johnson kommer ikke til at ændre i genåbningsplanen grundet de nye anbefalinger vedr. vaccinen fra AstraZeneca. Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

Tilliden til AstraZeneca vaccinen er fortsat på omkring 70 procent ifølge seneste britiske målinger.

»Der er jo givet 20 millioner doser med AstraZeneca i Storbritannien, derfor kender de fleste briter nogen, som har fået vaccinen. Derfor er man måske lidt mindre bange for den end i andre europæiske lande, hvor der ikke er nær så mange, der har fået vaccinen,« siger Jakob Illeborg.

Han mener, det vil blive interessant at følge, om tilliden i den kommende tid vil falde, måske især omkring de yngre målgrupper lige over 30.

Ifølge de data, Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har, er risikoen for blodprop som bivirkning svarende til én til to per 100.000 vaccinerede.

Formand for EMA's sikkerhedsudvalg, Sabine Straus, understregede på et pressemøde onsdag, at det er »rapporteringsraten« og altså ikke det reelle risikointerval, fordi de data endnu ikke er tilgængelige.

I Storbritannien er samme rapporteringsrate meget lavere, hvorfor man har set lavere antal blodpropper i forbindelse med vaccinen.

Hun understregede desuden vigtigheden af, at landene indrapporterer blodpropper med forbindelse med vaccinen.