Hotel-, restaurant- og turisterhvervet har været udsat for meget under coronakrisen.
Men de nye restriktioner vil være et af de hårdeste slag mod erhvervet. Sådan lyder reaktionen fra HORESTA efter dagens pressemøde.
Her blev det nemlig meldt ud, at der vil gælde nye restriktioner for erhvervslivet.
Det betyder at blandt andet spillesteder, museer, selskabslokaler og lokaler til folkeoplysende aktiviteter og idrætsarrangementer med betalende tilskuere skal nedlukke fra søndag 19. december klokken otte.
Sådan lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup.
Og ifølge HORESTA vil de nye restriktioner have store konsekvenser: Nemlig kæmpe økonomiske tab over de kommende uger og måneder.
De beskriver det som at »få lagt en tung dyne ned over et helt erhverv,« fordi man sætter en stopper for næsten alt aktivitet i hotel-, restaurant- og turisterhvervet.
»Store dele af vores erhverv vil blive tvangslukket, og for en stor del af de øvrige virksomheder vil der være tale om et meget voldsomt indgreb i deres muligheder for at drive forretning. Vi bliver nu underlagt et regime af restriktioner, som er meget voldsomt, og mere omfattende, end vi havde kunnet forestille os.«
Det siger HORESTAs politiske direktør, Kristian Nørgaard, i deres pressemeddelelse.
Den danske brancheorganisation medgiver, at der er behov for at bremse smitten, og anerkender desuden , at turisme- og oplevelseserhvervet sammen med det øvrige erhvervsliv endnu engang skal tage ansvar for at bryde smittekæder.

Dog mener Kristian Nørgaard, at restriktionerne kommer »hurtigt og ufatteligt hårdt,« hvilket er en uholdbar og ikke anstændig måde at behandle virksomheder på.
Derfor opfordrer organisationen til at sætte gang i arbejdet med en akut genåbning og genopretningsplan, som kan give turisme- og oplevelseserhvervet et sikkerhedsnet under sig.
»Der er først og fremmest brug for, at vi får forbedret kompensationsordningerne. Mange af vores medlemmer skal fremover have penge med på arbejde hver dag, fordi kompensationsordningerne på ingen måde dækker deres tab. Andre virksomheder er lukket helt ned,« siger Kristian Nørgaard i pressemeddelelsen og tilføjer:
»Man skal huske på, at de her virksomheder i forvejen har kæmpet imod nedlukninger og et hav af restriktioner over de seneste snart to år med milliardstore tab til følge.«

