Fra øverste sted lød det onsdag aften, at landets storcentre nu igen skal lukke ned på grund af de nuværende coronarestriktioner.

Men nogle steder har forretninger tænkt hurtigt og kreativt, så de alligevel kan holde åbent for kunderne.

Det gælder blandt andet for elektronikbutikken Power i City Nord-centeret i Esbjerg.

Egentlig er butikken omfattet af de nuværende restriktioner, men lidt kreativ tænkning har ført til, at butikken fra fredag igen kan slå dørene op.

Tidligt torsdag morgen kunne Powers administrerende direktør, Jesper Boysen, nemlig fortælle, at man ville gå i gang med at lave en ny indgang til butikken, da de butikker, der har deres egen indgang fra gaden, fortsat kan holde åbent:

»Vi har allerede bestilt håndværkere til at etablere en ny indgang bag ved butikken ud mod Stormgade,« fortalte han til JydskeVestkysten.

Til B.T. fortæller varehuschefen for Power i Esbjerg, Kasper Sams, at man brugte samme løsning under nedlukningen af landet i foråret.

»Vi fik det godkendt af kommunen i foråret, så det er faktisk bare samme løsning,« fortæller han.

Den gamle hovedindgang, som nu er nødudgang.
Den gamle hovedindgang, som nu er nødudgang.

Det betyder, at den normale hovedindgang, der vender ud mod centertorvet, bliver omdannet til en ny nødudgang. Der er rullet et gitter for den almindelige indgang, men det ene gitter er rullet op, mens der er sat en midlertidig væg med en nøddør i op.

»Håndværkerne har været i gang siden klokken 08 i morges, og de blev færdige her i formiddag,« forklarer Kasper Sams.

Butikkens branddør, der befinder sig i den anden ende af butikken, bliver derimod til den nye hovedindgang.

»Den går direkte ud til frisk luft, og den har vi fået lov til at bruge som vores indgang. Så de to døre er lige blevet vendt om på den måde,« siger varehuschefen.

Her er den 'nye' indgang.
Her er den 'nye' indgang.

Kasper Sams forklarer, at det ikke er en permanent løsning, men blot er midlertidigt i forbindelse med de nye coronarestriktioner, der blev præsenteret på et pressemøde afholdt af blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften.

Varehuschefen forklarer, at løsningen fungerede godt for elektronikbutikken i foråret, og derfor har man valgt at gøre det igen.

»Vi har også rigtig mange kunder, som har bestilt varer hjem til afhentning i varehuset, og der er også mange, der endnu ikke har nået at købe julegaverne endnu,« siger han.

Han forklarer samtidig, at man er meget opmærksom på, at coronavirussen ikke får mulighed for at sprede sig i butikken, nu hvor man har valgt at holde den åben.

Derfor har man blandt andet valgt at udvide åbningstiderne op til jul. Hvor åbningstiderne tidligere hed fra klokken 10 til 20, hedder de fra fredag 09 til 21.

»Vi ønsker jo på ingen måde at øge smitten, så ved at udvide åbningstiden kan vi måske sprede kunderne lidt ud,« forklarer Kasper Sams og tilføjer:

»Vi får også en mand til at stå i den nye indgang, og han skal bede folk om at huske at holde afstand og spritte hænder. Der er også handsker og mundbind, så der er det hele.«

På pressemødet onsdag aften fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet, at landets storcentre lukker ned fra torsdag. Undtaget er apoteker og butikker med dagligvarer samt butikker, hvor der er direkte adgang fra gaden.

Derudover vil resten af detailhandlen – med undtagelse af apoteker og supermarkeder – lukke ned fra 25. december. Det er gældende frem til 3. januar.