Rumlen, trykbølger, trykken for ørerne, rystelser samt vinduer og glas, der klirrer.

Bornholm blev lørdag eftermiddag ramt af et fænomen, som GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland først mente kom fra et jordskælv i Polen.

I stedet viste det sig at være lydbølger fra en sprængning i Polen.

Siden lørdag har Bornholms Politi, der formelt set står for efterforskningen, været tavse om detaljerne.

Politiken har talt med seniorforsker Trine Dahl-Jensen GEUS, der siger:

»Jeg har konfereret med kolleger, og vi er rimeligt sikre på, at der er tale om lyd, altså akustiske rystelser. At det ikke er noget, der er kommet gennem undergrunden, men gennem luften. Hvis det tordner voldsomt, så kan vinduer også klirre, det behøver ikke være rystelser i undergrunden«.

Hun har intet bud på, hvilken eksplosion der var årsag til rystelserne.

For alligevel at kommet det nærmere har B.T talt med Peter Hald, der er sikkerhedsleder ved Aarhus Universitet og ekspert i sprængninger.

Bornholm oplevede lørdag rystelser fra en ikke identificeret eksplosion fra Polen.
Bornholm oplevede lørdag rystelser fra en ikke identificeret eksplosion fra Polen. Foto: Patrick Pleul
Vis mere

Han fortæller, at vejret er en vigtig faktor.

»Hvis man har kold luft ved jorden og et lag varm luft ovenpå, har man det, der hedder inversion. Det kan virke, som om der er lagt et låg på, og det betyder at lyden breder sig over et større område. Det kan have medvirket til, at lydbølgerne er kommet helt til Bornholm,« siger Peter Hald.

Han fortæller, at der kan være flere årsager til de lydbølger, som førte til rystelserne på Bornholm lørdag eftermiddag. Én forklaring kan være, at der er sket en industriulykke i Polen.

»Skal noget sprænges i Polen, som får ruderne til at klirre på Bornholm, så skal du altså op i seriøs størrelse. Her er en industriulykke en mulighed. Et lager med eksempelvis gødning, der detonerer. I Pavlohrad i Ukraine har et lager med gamle raketmotorer eksempelvis givet en gigantisk eksplosion natten til 1. maj,« siger Peter Hald og fortsætter:

»Det taler selvfølgelig imod, at der ikke er polske nyheder om en ulykke eller usædvanligt stor sprængning. Selvom der er inversion, vil de, der er tættere på, opleve en kraftigere effekt«.

En anden mulighed er ifølge Peter Hald et overlydsbrag

»Det kan være overlydsbrag fra et fly. Når et fly bevæger sig hurtigere end lydens hastighed, laves der en chokbølge, hvor flyet nærmest trækker en kegle af lyd efter sig. Det kan give et imponerende højt knald. Det kan så være et fly på en øvelse eller vores egne F-16 fly, der har været ude på afvisningsberedskabet. Et fly, der kommer flyvende ud over Østersøen med god hastighed, kan godt have givet et ordentligt drøn,« siger han.

Den sidste mulighed er ifølge Peter Hald en meteor.

Et dansk F16-fly kan ifølge en ekspert være årsag til rystelser på Bornholm. De kan nemlig lave et såkaldt overlydsbrag.
Et dansk F16-fly kan ifølge en ekspert være årsag til rystelser på Bornholm. De kan nemlig lave et såkaldt overlydsbrag. Foto: JOHANNA GERON
Vis mere

»Når en meteor kommer flyvende ind i atmosfæren med mange kilometer i sekundet, omdannes dens bevægelsesenergi til varme, som presser luften væk. Det kan også give nogle ganske store brag,« siger han og henviser til Tjeljabinsk-meteoren der i 2013 eksploderede i en højde af 15–20 km over byen Tjeljabinsk nær Uralbjergene i Rusland.

Tjeljabinsk-meteoren frigav en energimængde, som svarede til en stor atombombe. Selvom den eksploderede i stor højde blev mange bygninger skadet og ruder blev knust i et stort område.

»Der er ikke nogen beretninger om observation af ildkugler på himlen, men det er slet ikke en usandsynlig mulighed«.

Hvad med en undervandseksplosion ved en gasledning, som det skete i Østersøen 2022?

»Ved en sprængning under vand, går det meste af energien til at skubbe til vandet, og der er relativt lidt energi tilbage til at lave lyd. I teorien kan det lade sig gøre, men så burde seismograferne have målt noget, og hvis det ikke er tilfældet, anser jeg undervandseksplosionen for værende tvivlsom,« siger Peter Hald.

Hvad så med Ukraine. Kan det være en eksplosion derfra?

»Det anser jeg ikke for at være realistisk. Hvis en eksplosion i Ukraine skulle kunne mærkes på Bornholm, ville den skulle have været voldsomt stor, og så burde de, der bor tættere på, have mærket det ganske eftertrykkeligt. Og vi ville have hørt om det på sociale medier og i medierne,« siger Peter Hald.