Jodtabletter, FM radioer og vanddunke er blandt de ting, som danskerne nu anbefales at have i hjemmet.
Og det kommer direkte til udtryk i Googles søgefelt, der lige nu oplever sin højeste efterspørgsel på de tre ting nogensinde.
Det fortæller kommunikationschefen hos Google Danmark, Jesper Vangkilde, til B.T.
»Når der kommer sådan nogle anbefalinger fra myndighederne, kan man typisk se det med det samme i søgninger på Google,« siger han og fortsætter:
»Det er fordi, danskerne handler på det meget direkte. Derfor ser vi faktisk, at det lige nu rammer det højeste niveau nogensinde.«
På Google Trends kan man se, at jodtabletter, FM radioer og vanddunke nu ligger i såkaldt indeks 100 for året.
Indeks 100 indikerer, at lørdag den 15. juni er den dag de seneste 12 måneder, hvor flest har søgt på ordene.
Jesper Langkilde forklarer, at man generelt har set en stigning i søgeord, der læner sig op ad prepping siden efteråret.

»Hele den her preppingbevægelse tog fart i efteråret, og det kunne vi hurtigt se slå ud i mængden af søgninger, der var på de her ord,« siger Jesper Langkilde.
»Når myndighederne snakker om noget, og medierne skriver om det, så reagerer folk meget hurtigt på det.«
Lørdag anbefalede Beredskabsstyrelsen, at alle danskere skal have vand og mad til at klare sig i tre dage i hjemmet.
Men udover vand og mad var der også for eksempel jodtabletter til folk under 40 år, en FM radio og medicin på listen over ting, der er gode at have på lager.
På et pressemøde om sagen slog direktøren i styrelsen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen fast, at der ikke var grund til panik.
Genoplev lørdagens pressemøde, og se svar på spørgsmål, i B.T.s LIVE-blog lige her.