For et halvt år siden regnede iranske missiler over danske soldater i Irak. Tre af dem fortæller om angrebet.

De cirka 130 danske soldater på Al-Asad-basen i Irak er så småt begyndt at indstille sig på, at det er falsk alarm.

7. januar er for længst blevet til den 8.

I flere timer har soldaterne siddet og ventet på et varslet angreb fra luften, der tilsyneladende ikke kommer.

Det er Iran, som har svoret hævn, efter at USA 3. januar dræbte en iransk topgeneral ved et droneangreb nær Bagdads internationale lufthavn.

En af dem, som sidder og venter, er den 30-årige forsyningshjælper Patrick.

Siddende i en bunker med 15-20 af sine nærmeste kolleger er han i tankerne begyndt at planlægge morgendagens opgaver, da det pludselig lyder fra "Den Store Mund" - soldaternes kaldenavn for radioen:

- Seek cover (søg dækning, red.). Incoming, incoming, incoming.

Så rammer det første af de enorme ballistiske missiler. Med en sprængkraft, der er flere 100 gange voldsommere, end noget danske soldater er blevet udsat for før.

- Det hele ryster. Den pansrede dør vibrerer. Missilerne er så tunge, at de sender rystelser igennem jorden, og de næste minutter er der meget stille. Folk kigger på hinanden, fortæller Patrick.

I et pansret køretøj i ørkenen lige uden for lejren sidder Søren. Han er 26 år, sikringssoldat og bemander denne nat et maskingevær i tårnet på køretøjet.

Fra sin post ser han pludselig en smal stribe af ild på himlen. Som "et stjerneskud" eller "en nytårsraket", husker han i dag.

Søren ved dog udmærket, at det er noget mere alvorligt, der er på vej:

- Så råber jeg, så højt jeg kan, for et par minutter forinden var folk jo siddet ud af bilen for at finde et godt sted at sove. Jeg råber: "fald ned, fald ned". Og så dykker jeg selv ned i bilen og trækker lugen ned over mig.

Missilet sender en trykbølge ud i ørkenen, der får støvet til at lette i køretøjet.

Da Søren kigger op igen, ser han en søjle af ild rejse sig omkring kontroltårnet på den amerikanske del af basen.

- Der tænker jeg, at nu er vi i krig. Jeg tror også, at jeg når at tænke om Patrick og de andre, at nu er de nok døde, siger han.

Ikke langt fra Søren sidder den 30-årige delingsfører Thorvald i en Jeep.

Med sine folk ser han magtesløst til, mens den første bølge af missiler regner ned over lejren, og de cirka 65 danske soldater, der er blevet tilbage i de underjordiske anlæg fra Saddam Husseins storhedstid.

Også han føler sig overbevist om, at der må være omkomne i lejren.

Samtidig tænker han, da den første bølge ebber ud, at der er risiko for, at iranerne nu tjekker nedslagsområderne med en drone eller lignende.

Og at de måske er i gang med at finindstille skydningen for at ramme soldaterne, der har søgt tilflugt i ørkenen.

- Der føler man sig magtesløs. Hvis de vælger at rette et ballistisk missil mod min stilling, så er der ikke noget at gøre. Så er det game over, siger Thorvald.

De næste bølger af missiler rammer imidlertid også inde på basen, og da raden af eftereksplosioner fra olietanke og brændende køretøjer ebber ud, lyder den befriende melding over radioen: "Alle OK".

På mirakuløs vis er ingen danskere kommet fysisk til skade, mens en række amerikanske soldater er "sluppet med" hjernerystelser og høreskader.

I det første døgn efter angrebet blev cirka 100 af de danske soldater fløjet til Kuwait, hvorfra de fleste vendte tilbage til Danmark uden at komme tilbage til basen.

I dag har Forsvaret forladt den irakiske base og skal i stedet fra slutningen af i år lede Natos træningsmission i Bagdad.

/ritzau/