Alle kan igen logge ind på Sundhedsplatformen.
Det skriver Region Hovedstaden torsdag, efter at "en del brugere" tidligt torsdag har oplevet driftsproblemer.
- Driftsforstyrrelserne er nu løst, og alle kan igen logge på Sundhedsplatformen, lyder det i et skriftligt svar.
Det var kun Region Hovedstaden, der oplevede problemerne, som nu er løst. Ifølge regionen påvirkede udfordringerne brugeradgangen fra klokken 07.15 til klokken 11.50 torsdag.
- Det var ikke selve Sundhedsplatformen, der var ramt, men en central tidsstyringskomponent i infrastrukturen, som påvirkede brugernes adgang til systemet. Der var desuden ikke tale om et cyberangreb, skriver Region Hovedstaden.
Driftsforstyrrelserne fik Nordsjællands Hospital i Hillerød til at aflyse alle ikkeakutte operationer.
Det skrev TV 2 på baggrund af en intern meddelelse fra hospitalet. Det fremgik desuden, at kriseledelsen var indkaldt, lød det.
Region Hovedstaden bekræftede de udskudte operationer over for Ritzau.
Sundhedsplatformen er patientjournalen i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der i 2027 bliver til Region Østdanmark.
Platformen er altså det it-system, som sundhedsmedarbejdere bruger til at få overblik over patienters sygdomsforløb.
Medarbejderne kan her få svar på blandt andet blodprøver, skanninger og røntgenbilleder.
Sundhedsplatformen blev indført på alle sygehuse og hospitaler i de to regioner tilbage i 2017.
Patienter kan selv tilgå deres journaler gennem Min Sundhedsplatform, der både findes som app og som hjemmeside.
Regionen har ansvaret for Rigshospitalet samt hospitalerne i Herlev, Gentofte, Bispebjerg, Frederikssund, Helsingør, Hillerød, Hvidovre og på Amager, Frederiksberg og Bornholm.
/ritzau/
