I 104 år har Ringkøbing museum slået dørene op for turister og lokale.

Men når kalenderen vendes til november måned er det for sent at besøge Ringkøbing Museum. Det historierige museum lukker nemlig.

Det oplyser Ringkøbing Fjord Museer i en pressemeddelelse, skriver TV Midtvest.

Her lyder det, at en betydelig årsag til lukningen er et lavt antal gæster:

'Beslutningen har ikke været let, men baserer sig på mangeårige drøftelser og kolde fakta,' siger forperson ved Ringkøbing Fjord Museer, Lisbeth Valther, i pressemeddelelsen, der tilføjer: 

'Antallet af gæster på museet har gennem mange år været for lavt, og anmeldelserne har vist, at stedet lader meget tilbage i forhold til forventningerne fra nutidens museumsgæster,' siger hun.

Ringkøbing Fjord Museer omfatter i alt ni besøgssteder. Heriblandt Bork Vikingehavn, Lyngvis Fyr og Fiskeriets Hus der fortsætter deres drift.