En mand i 50’erne fra Aalborg Kommune fik sig lidt af overraskelse, da en medarbejder fra Danske Spil ringede ham op.
Han har et abonnement, hvor han automatisk spiller med i Lotto hver uge på nettet. Derfor tjekker han aldrig sin kuponer, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse
Derfor fik den heldige millionær et opkald fra en medarbejder hos Danske Spil, men først troede han ikke på, at det kunne være sandt.
»Jeg var ikke hjemme på det tidspunkt, han ringede, så jeg kunne ikke gå ind og tjekke på computeren. Men jeg var meget skeptisk overfor ham - og tænkte, at han i hvert fald ikke skulle få nogle private oplysninger ud af mig.«
Da manden vendte hjem fra arbejde, tjekkede han op på computeren. Den var god nok. Han havde vundet fem millioner skattefrie kroner.
»Der må jeg sige, at jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle lave, indtil min kone kom hjem senere den aften. Jeg gik nok lidt rundt om mig selv. Kiggede på alt fra huse til biler uden rigtig at kunne koncentrere mig.«
Den nybagte millionær har tit drømt om en stor og fancy Audi, men han kunne ikke få sig selv til at købe den helt dyre model. Her kom nordjyden frem i ham.
»Jeg blev sgu for nærig. Så den blev ikke helt så stor, som jeg oprindelig havde tænkt. Men det er også okay.«
Pengene kunne ikke være faldet på et bedre tidspunkt for manden. Han havde blot 19 dage forinden den store gevinst sagt sit job op.
Nu er der trods et manglende job fint med råderum i budgettet, hvor parrets to børn også skal have del af gevinsten. De får 67.100 kroner, som er det beløb, de hver må få skattefrit.
»Dem får de, så snart hele gevinsten er udbetalt og så igen i starten af det nye år. Udover det har vi talt om at give dem hver især en bolig. Det gør mig meget lykkelig, at jeg kan hjælpe dem på den måde,« slutter han.

