Den 4. december bragte New York Times en artikel med titlen 'Børnene på Pornhub'. Pornhub har siden været i noget af et uvejr.
Nu tager de konsekvensen.
Det skriver mediet Vice.
Artiklen fra New York Times viser, at 'mange' videoer på pornosiden viser misbrug af børn.
Hvert år bliver der uploadet omkring 6,8 millioner nye videoer på Pornhub og meget af indholdet gennemgås ikke tilstrækkeligt, skriver New York Times.
Kort efter artiklen fra New York Times blev offentliggjort, reagerede pornosiden med at meddele, at det ikke længere vil være muligt for uverificerede brugere at uploade videoer.
Nu tager de så næste skridt.
»Vi suspenderer nu også alt indhold, der tidligere er uploadet af brugere, der ikke kan verificeres som sikre,« skriver Pornhub på deres hjemmeside.
Ifølge Vice sletter webstedet syv millioner videoer.
Tidligere har Visa og MasterCard reageret på artiklen ved at afbryde deres partnerskab med Pornhub og bekræfte, at de ikke længere vil godkende betalinger til webstedet.
Pornhub har beskrevet beslutningerne som 'ekstremt skuffende' og påpeget, at de har foretaget ændringer efter New York Times-artiklen.