Det danske kunstværk Skamstøtten, som er lavet af den odenseanske kunstner Jens Galschiøt, er blevet genstand for en debat om censur.

Mindesmærket for massakren på Den Himmelske Plads i 1989, som står på University of Hong Kong, er nemlig ifølge kunstneren bag i første omgang blevet beordret fjernet, men nu er der pludseligt blevet meget stille fra kunstværkets kritikere. Det skriver Fyens.dk.

Ifølge repræsentanter fra Galschiøts værksted, så mener man, at grunden til at en nedrivning eller fjernelse er sat i bero, er, at advokaten, der først fremsatte kravet, er som sunket i jorden.

»Efter vores opfattelse fra medier og kilder omkring universitetet, er flytningen, eller i værste fald destruktionen, af skulpturen sat i bero, fordi advokaten, der fremlagde kravet om fjernelsen af skulpturen, er forsvundet fra jordens overflade og ikke er til at få fat i,« lyder det fra værkstedet.

Selv har Jens Galschiøt tidligere forklaret overfor B.T., at han ser med stor alvor på dette krav om, at værket skal væk.

»At fjerne en skulptur, der taler om den massakre, er som at køre en gravmaskine igennem en kirkegård,« siger kunstneren.

Sagen om fjernelsen har dog også vist sig at blive en kompliceret affære for Kina. Kravet om at fjerne skulpturen har nemlig skabt ringe i vandet ifølge Jens Galschiøt.

»Det udvikler sig i rivende hast, og der er gang i alt muligt. Blandt andet bliver der stillet miniaturekopier op rundtomkring i Hongkong,« siger kunstneren.

Kunstneren fortæller desuden, at noget af det, der gør sagen mere kompliceret for de kinesere, der kræver den fjernet, er, at skulpturen er ejet af ham.

»Den tilhører mig, det er derfor, det er blevet meget mere celebert. Det er kommet bag på dem, at det tilhører en dansk kunstner. Det har de ikke været kloge nok til at tjekke ud. Men den er permanent udlånt og kunne i princippet være det til evig tid,« siger Jens Galschiøt.

Det var organisationen The Hong Kong Alliance in Support of Patriotic, som blev bedt om at fjerne 'Skamstøtten', men det er altså ikke dem, der ejer den.

Til RTHK har universitetet selv udtalt, at det ikke ønsker at svare på spekulative historier i medierne, og det kan derfor hverken be- eller afkræfte planerne om at fjerne Jens Galschiøts skulptur.