En af ejerne bag den konkursramte webshop med børnelegetøj og børnetilbehør Pixizoo, Jesper Mark, beklager nu over for kunder og leverandører, at konkursen var den eneste udvej.

Det sker i et interview med Finans.

Beklagelsen kommer efter, at firmaet tidligere på ugen blev erklæret konkurs for siden at genopstå med samme ejerkreds som opkøbere.

Det betyder, at en lang række kreditorer nu kan se deres investeringer forsvinde, mens firmaet kører videre. Og kunder risikerer også at miste penge, hvis de har købt legetøj på nettet, som de ikke har modtaget.

Dog fortæller Jesper Mark, at firmaet vil gøre alt for, at kunderne forbliver skadefri.

»Vi kan aldrig give nogen garanti. Men nu skal vi se fremad. Det vigtigste er at sikre, at der ikke er nogen kunder, som kommer i klemme i forbindelse med konkursen. Der er et fåtal af kunder, som ikke har modtaget deres ordrer som lovet, men ingen kunder kommer til at miste penge på det her,« lydet det lidt tvetydigt fra Jesper Mark til Finans.

Pixizoo har siden 2014 solgt blandt andet børnetøj, legetøj og babyudstyr. I forbindelse med konkursen blev en advokat kurator, og han fik hurtigt aktiverne solgt til den samme ejerkreds.

Så sent som i januar i år kastede ejerkredsen ifølge Finans 17,5 millioner kroner i retning af Pixizoo i et forsøg på at redde webshoppen. Udover stifterne, som udover Jesper Mark også tæller hans bror Karl Mark, kastede Whiteaway-rigmændene Johannes Gadsbøll og Ib Nørholm også penge i firmaet. Lig lidt hjalp det. Nu skal det ifølge ejerne være et mindre Pixizoo. Det vil sige mindre sortiment og færre ansatte.

Forbrugerrådet Tænk fortæller til TV 2, at kunderne normalt står bagest i køen til at få penge tilbage, hvis de eksempelvis har betalt for varer, de ikke har modtaget i forhold til andre kreditorer.

»Det er som kunde meget svært at have noget til gode i en virksomhed, der er gået konkurs,« siger hun til TV 2.

Går man ind på Pixizoos hjemmeside står der ikke noget om konkursen.