Den traditionsrige kapsejlads i Universitetsparken i Aarhus bliver i 2023-udgaven uden deltagelse af en stripper.

Det skriver Omnibus, der er de studerendes avis på Aarhus Universitet.

Anne Kristine Andersen er en af arrangørerne bag kapsejladsen. Til Omnibus siger hun:

»Vi er ikke interesserede i at have en stripper til Kapsejladsen. Vi føler ikke, at vi kan stå inde for det, så det har ØF og deres støtteforening fået pænt besked på at lade være med i år.«

ØF er Økonomisk Forening. Dens  støtteforening, TIFO, har siden 2010 arrangeret stripshows i forbindelse med festen i Universitetsparken.

Sidste år klagede syv kvindelige studerende over stripshowet.

Ifølge Århus Stiftstidende satte en ung, topløs kvinde sig på skødet af en mandlig universitetsstuderende.

Han skulle smøre solcreme på hendes bryster, hvorefter hun trak ham rundt på scenen i hundehalsbånd og snor.

Men det kommer altså ikke til at gentage sig i år.

Kvinderne skrev i et indlæg i avisen blandt andet:

»Det er fuldstændig upassende underholdning til et fællesarrangement og et udtryk for en sexistisk kultur, som vi ønsker at være foruden.«

Århus Stiftstidende skriver, at der stadig vil blive afholdt nøgenløb, hvor deltagerne løber rundt i Universitetsparken.