Trods et overskud kan 2021 ikke siges at have været et godt år for emballagevirksomheden Brdr. Hartmann.

Så meget står klart efter virksomheden tirsdag fremlagde sin årsrapport, skriver JydskeVestkysten.

Faktisk er de tjente penge næsten halveret, hvor man i 2021 har et overskud på 250 millioner, mens man i 2020 havde et overskud på hele 452 millioner kroner.

Den mindre fortjeneste skyldes blandt andet, at råvare- og energipriserne er steget gevaldigt.

I årsrapporten forklarer virksomheden de hårdere vilkår:

'Under disse vanskelige forhold fortsatte og skærpede Hartmann indsatsen for at effektivisere produktionen, men det var også nødvendigt at løfte den gennemsnitlige salgspris til kunderne.'

I januar valgte man at nedlægge 48 stillinger. De blev flyttet til en Hartmann-fabrik i Ungarn.

Selvom overskuddet faldt, formåede man at øge omsætningen fra 2.567 millioner kroner til 2.744 millioner kroner.