En henvendelse fra en anonym borger – en såkaldt whistleblower – har fået store konsekvenser for boligforeningen Østjysk Bolig.

Ifølge henvendelsen var der noget helt galt i foreningen, og en advokatundersøgelse af sagen afslører nu, at der kan være sket omfattende bedrageri i millionklassen.

Det skriver Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Omfanget vurderes i den nye advokatundersøgelse at være mellem 15 og 20 millioner kroner, og kommunen har nu meldt medarbejdere i boligforeningen til politiet.

»Jeg er simpelthen rystet over, hvad vi har fundet i Østjysk Bolig. Vi taler om en organisation, der ikke kun skal tage vare på kommunens tilskud til almene boliger, men som også skal forvalte lejernes huslejer bedst muligt,« siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og er ansvarlig for tilsynet med de almene boligforeninger.

Sagen kom frem første gang i oktober sidste år, da Aarhus Kommunes tilsyn meldte direktøren for Østjysk Bolig til politiet for mandatsvig.

På det tidspunkt havde tilsynet kendskab til sager, hvor direktøren uretmæssigt kan have foretaget private indkøb på beboernes regning for mere end 370.000 kroner.

Men den nye advokatundersøgelse afslører altså nu, at der kan være tale om sager i en helt anden størrelsesorden.

Blandt andet har advokatundersøgelsen fundet mistænkelige forhold i boligforeningen, der omfatter kontantoverførsler til uvedkommende private bankkonti for samlet 9,3 millioner kroner og privatlignende udgifter til for eksempel restaurationer og dyre vine afholdt for boligforeningens regning for 2,2 millioner kroner.

Sagen er nu overdraget til Østjyllands Politi.