»Man bliver mødt med manipulation og ligegyldighed.«

Sådan lyder anklagen om håndteringen af en MeToo-sag på European Film College i Ebeltoft. Udmeldingen kommer fra en elev på skolen, der har valgt at fortælle om sine oplevelser anonymt til filmmagasinet Ekko.

På baggrund af den massive kritik har forstanderen fra filmskolen, Ellen Riis, valgt at træde af til sommer.

Flere elever på filmskolen har op til udmeldelsen følt sig udsat for sexchikane og magtmisbrug af en lærer. Der blev i mellemtiden udtrykt en bekymring fra en af de andre lærere på skolen, men intet skete.

Først da en 19-årig elev skrev en detaljeret klage, skete der noget i sagen, og den pågældende lærer blev fyret.

Selvom der har været en konsekvens af klagen, har flere været utilfredse med håndteringen af sagen.

»Hver gang Ellen taler om det, er det tydeligvis kun, fordi hun er nødt til det. Hun sagde til et møde, at hun jo er en gammel dame, der også lige skal lære, hvordan man håndterer sådan noget. Det lyder, som om hun synes, det er åndssvagt, at hun skal bruge sin tid på det,« fortæller en af eleverne, der kalder sig Maria.

Over for Ekko bekræfter Ellen Riis, at hun fratræder sin stilling.

»Jeg kender godt til den sag, du henviser til. Selvom den fremstilling, du refererer, ikke er, som jeg oplevede den, ville jeg have tacklet den sag anderledes med den erfaring, jeg har i dag,« skriver hun til Ekko.