Lyt til artiklen

I 11 timer var flere af Forsvarets hjemmesider underlagt et angreb fra en ukendt hackergruppe.

Et DDoS-angreb, også kendt som et 'stressværktøj', var skyld i, at danskerne ikke kunne tilgå oplysninger fra Forsvaret, Forsvarsministeriet, Center for Cybersikkerhed og Forsvarets Efterretningstjeneste

Og det er et stort problem ifølge Peter Kruse, som er it-sikkerhedsekspert. Han mener, at det illustrere, hvor sårbare de er.

»Det er i hvert fald alt andet end tryghedsskabende. Man illustrerer en sårbarhed i vores kritiske infrastruktur.«

»Det er centrale militære organer, som man har tillid til at kunne give oplysninger til borgerne til hver en tid, derfor er det er på alle måde ikke tryghedsskabende, at så mange hjemmesider, kan blive udsat for angreb og være nede så længe.«

I første omgang lød det fra ministeriet, at det var en teknisk fejl, der var skyld i hjemmesidernes problemer. Men det viste sig altså at være et cyberangreb, skriver ministeriet i et tweet:

'Det, der tidligere blev vurderet til at være et teknisk problem på forsvarets hjemmesider, viser sig at være et overbelastningsangreb (DDoS), hvor de bagvedliggende webservere stresses i en grad, så de ikke kan svare og vise de normale websider.'

Ifølge Peter Kruse, så er et DDoS-angreb vanskeligt at beskytte sig mod, men det er et stærkt redskab til at udstille de danske myndighederne og deres parathed på angreb.

»De der DDoS-angreb er vanskelige at beskytte mod, de kommer ud af det blå, og paratheden og modenheden bliver testet, og her viser det, at man ikke var klar. Det udstiller myndighederne.«

»Et DDoS-angreb vil kunne trække de fleste hjemmesider ned, men varetiden for dette nedbrud viser, at man på ingen måde har været klar. Man var nede i 11 timer, så hvis man havde været klar, så burde man kunne flytte rundt på infrastrukturen, og så have det oppe efter et par timer.«

Der er indtil videre ingen, som har påtaget sig ansvaret for angrebet, men Peter Kruse tror, at det meget nemt kan komme fra en gruppe russiske sympatisører.

»Ingen har taget ansvar, så det er svært at komme med et gæt. Men mit gæt ville være, at man nok kunne finde svaret i at det kan være sympatisører for den russiske stat.«