Først blev det meldt ud, at prisen for en gående passager på Molslinjen fra Sjællands Odde til Aarhus blev fordoblet, hvilket kastede massiv kritik af sig. 

Men nu får piben pludselig en anden lyd.

TV 2 ØST skriver nemlig, at gående passagerer nu kan købe billetten til en mere fordelagtig pris. 

Nu kan gående passagerer nemlig købe billetter helt ned til 89 kroner, skriver mediet. 

Mediet har også været i kontakt med pressechef i Molslinjen, Jesper Maack, der forklarer, hvorfor prisen er faldet igen. 

»Vi har været en tur i Skatterådet og præsenteret tre modeller, hvor rådet gav os grønt lys for den ene.« 

»Det betyder, at vi har vendt vores prisstruktur på hovedet, så man vælger til, om man vil have en bil med ombord,« fortæller han til TV2 ØST.

I august kunne man risikere at skulle betale helt op til 299 kroner hver vej på ruten.