Tidligere onsdag var det farvel til DR for nyhedsdirektør, Sandy French.

Nu sætter DRs generaldirektør, Bjarne Corydon, ord på afskedigelsen.

Det gør han til sit eget medie:

»Det er en dialog, vi har haft med hinanden. Det er det, man gør. Man har grundlæggende snakken om, hvorvidt man skal videre sammen, eller hvorvidt man skal noget forskelligt. Den snak har jeg haft med Sandy.«

Den, nu tidligere nyhedsdirektør, har blandt andet kørt taxa for 16.000 kroner. Ture som var i strid med reglerne i DR, da de var af privat karakter.

Men det er ikke alene årsagen til fyringen, understreger Corydon, der fortæller, at Sandy French nu betaler de 16.000 kroner tilbage. 

Han siger, at »man lægger det hele sammen i en bunke.«

Og den bunke er åbenbart blevet for stor.

I den ligger formentligt også den omstridte dokumentar 'Grønlands hvide guld.'

I et opslag på LinkedIn skrev Sandy French tidligere onsdag blandt andet:

'At mine taxabilag hver måned blev kontrolleret i DRs økonomiafdeling, ændrer ikke på, at det er mit ansvar. Derfor betaler jeg selvfølgelig de 16.000 kroner tilbage.'

Kirsten Marie Svendsen, der er ledende redaktionschef i DR Nyheder, konstitueres som nyhedsdirektør.