Tre var forsvundet, seks blev fundet døde, og otte var skambidt og måtte aflives.
Det har været en hård periode for den 25-årige landmand Henrik Drøhse, der har mistet 17 får i alt på en uge. Det seneste angreb havde fundet sted fredag.
»Jeg var meget ked af det, da jeg så, hvad der var sket. Både første gang, men specielt anden gang. Jeg kunne se, at hegnet var losset ned, og der lå et får på marken. Der vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Jeg blev meget berørt, og jeg fik tårer i øjnene. Vi føler os så magtesløse. Vi føler, at der er ingen, som kan hjælpe os, der er gået corona i det, nu hvor vi mistet så mange dyr her på sidste,« fortæller en bevæget Henrik Drøhse til B.T.
»Jeg har mistet 17 dyr, skal jeg selv finansere det? De må komme hurtigere i gang med at finde ud af, hvad der er sket. Man kan få en coronatest på under 48 timer, men for at tjekke, om det er et ulveangreb, så går der en måned. Jeg har prøvet at rykke Naturstyrelsen uden held.«

TIP OS! Er du berørt af angreb på dine husdyr i Sønderjylland og omegn, eller har du set en ulv, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail på 1929@bt.dk.
Henrik Drøhse er en af de yngste landmænd i Løgumkloster-området, men han er dog langtfra den eneste, der har oplevet angreb. Ifølge ham selv har der været syv forskellige formodede angreb i området den seneste måned.
Der er dog allerede blevet bekræftet ulveangreb i området, hvor syv får er fundet døde. Thomas Iversen Klindt, som er vildtkonsulent for Naturstyrelse ved Vadehavet, har i starten af oktober taget dna-prøver fra et formodet ulveangreb.
»Der har været en stribe angreb, som er formodede ulveangreb. Vi kigger først på, om dyrene er blevet dræbt, og så kigger vi på, hvor den er blevet bidt. Hvis vi så tænker, det kunne være ulv, så tager vi en dna-prøve med det samme.«
»Tidligere har jeg taget to prøver 3. og 4. oktober, og det viser sig at være fra en tæveulv, som kommer nord for Berlin. De prøver er også blevet taget i Løgumkloster-området, men der går tre til fire uger, før man kan få svar, da vi sender prøverne til Tyskland, fordi de ligger inde med et kæmpe ulveregister.«

Men for en oprevet Henrik Drøhse er det ikke en udmelding, ham og hans resterende 433 får kan bruge til særlig meget. For Henrik står til at skulle vente knap en måned på svar fra dna-prøverne.
»De siger, vi skal hegne vores dyr bedre ind, men så vil jeg gerne se deres hus. Hvordan deres vinduer klarer sig over for indbrudstyve, for vi gør, hvad vi kan herude. Det vil koste mig 50.000 kroner at lave ulvehegn,og det har jeg ikke lyst til at bruge mine penge på.«
»Om to en halv måned, så skal fårene alligevel indenfor. Så det kan næsten være lige meget med det hegn. Jeg overvejer allerede at tage dem ind nu.«


