Usikkerhed og bekymringer omkring færden i nattelivet har de seneste dage fyldt meget i hverdagssamtalerne og på sociale medier. Følelser, der er blevet forstærket af sagerne om 22-årige Mia Skadhauge Stevn og 21-årige Oliver.
Men nu vil en aktør i Jomfru Ane Gade være med til at afhjælpe den frygt, som dele af de besøgende i Danmarks største diskoteksgade har.
Hjælpen kommer fra Hotel Jomfru Ane, der på både dansk og engelsk har rakt en hånd ud til primært unge mennesker via Facebook.
»Vi vil gerne opfordre til, at alle, som har udfordringer, eller som har brug for hjælp til at komme hjem, kommer ind på vores hotel,« siger manager Magdalena Oravikova om opslaget og uddyber:
»Det kan eksempelvis være folk, hvis telefon er løbet tør for strøm. Vi kan tilbyde dem at lade telefonen op, eller vi kan hjælpe dem med at ringe til deres forældre eller efter en taxa.«
Hotelmanageren fortæller, at tilbuddet om hjælp faktisk altid har været der. Men hun føler nu et behov for at fortælle flere om, at muligheden eksisterer.
»Vi har besluttet at dele det på sociale medier, fordi vi finder det vigtigt, at alle unge mennesker ved, at vi gerne vil hjælpe dem. Det er mere sikkert at række ud til os, end det er at gå rundt alene ude på gaden,« siger hun.
Selvom appellen altså umiddelbart er rettet mest mod unge, understreger Magdalena Oravikova dog, at folk i alle aldersgrupper kan få hjælp, hvis de har brug for det.
Hun forklarer, at der i weekenden altid er en receptionist på arbejde, som kan hjælpe folk, hvis de kommer ind i hotellets receptionsområde. Noget, som en gruppe unge så sent som for få dage siden benyttede sig af.
Hotelmanageren fortæller også, at ansatte eksempelvis tidligere har hjulpet festende turister med at få en taxi til banegården.
Overnatningsstedets opslag på sociale medier er indtil videre blevet delt cirka 2.000 gange. Men Magdalena Oravikova frygter ikke, at opmærksomheden skaber et menneskemylder eller måske ligefrem giver de 'forkerte' fulde mennesker en idé.
»Det sker også, at folk synes, det er sjovt at gå rundt i gangene på hotellet, når de er fulde. Men vi kan sagtens se forskel på, hvem der har brug for hjælp, og hvem der kommer for sjov,« siger hun og uddyber:
»Når folk bare kommer for sjov, er de aldrig alene. Så er de en stor gruppe, der render rundt og griner, og som bare vil på eventyr.«
Hotel Jomfru Ane oplyser i Facebook-opslaget, at de fra torsdag til søndag har døgnåbent. Hvis døren er låst, og du har brug for hjælp, skal du bruge klokken ved indgangen, skriver de.