Det er blevet tid til et direktørskifte i toppen af de praktiserende læger.

Efter fem på posten stopper Jonatan Schloss som direktør i De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) med udgangen af marts. Det meddeler organisationen i en pressemeddelse.

Og opsigelsen får pæne ord med på vejen fra organisationens formand Jørgen Skadborg.

»I PLO’s bestyrelse er vi kede af at måtte sige farvel til Jonatan Schloss, som gennem fem år har ledet vores sekretariat og rådgivet PLO’s politiske ledelse med stor dygtighed,« siger PLO’s formand Jørgen Skadborg.

Hovedpersonen selv fortæller, at hans opsigelse skyldes, at han har fået nyt job som direktør i Komponent – Kommunernes Udviklingscenter, hvor han skal lede 80 medarbejdere.

Det ser han frem til, men han har også været begejstret for at stå i spidsen for organisationen.

»Jeg har haft fem gode år som direktør for PLO og oplever, at jeg har været med til at sikre en god overenskomst for medlemmerne, ligesom PLO som organisation også står et andet sted i dag i forhold til 'beslutningsdanmark.' Jeg kommer til at savne mine medarbejdere og vil gerne sige tak til medlemmer og bestyrelse for et givende mod- og medspil igennem årene,« slutter Jonatan Schloss.

PLO er en landsdækkende organisation, der varetager landets praktiserende lægers faglige og økonomiske interesser.