Havde du planer om at se eller gense Valdemars Slot på Tåsinge ved Sydfyn, så kan du godt glemme alt om det.

Der er nemlig ikke længere noget at se, efter tv-baronessen Caroline Fleming for nylig rømmede slottet for inventar.

Uden inventar kan slottet ikke længere fungere som museum, som det ellers har gjort hidtil.

Det fortæller Louise Albinus, der har overtaget slottet fra sin søster, Caroline Fleming, til Fyns Amts Avis.

»Nikolaj (Albinus, ægtefælle, red.) og jeg håber meget på jeres forståelse og opbakning, når jeg siger, at slottet ikke kan forblive åbent som museum. For der er ganske enkelt ikke noget at vise frem,« siger Louise Albinus ifølge avisen.

At Caroline Fleming har rømmet slottet for stort set alt inventar skyldes, at hendes ældste søn, Alexander, har arvet inventaret fra sin morfar.

Valdemars Slot blev opført af Christian IV og er et stykke dansk kulturhistorie. Slottet har været i familiens eje i over 340 år.

De to søstre kunne tidligere ikke blive enige om at godkende regnskabet for selskabet bag slottet, Valdemars Slot Gods A/S, som de arvede efter deres far, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff.

Caroline Flemming
Caroline Flemming Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Striden endte med, at Louise Albinus i april købte Caroline Fleming ud.

Slottet har også tidligere lagt lokaler til julemarkeder og slotskoncerter.

Men også det er slut nu.

Louise Albinius siger til Fyns Amts Avis, at Valdemars Slot ikke forbliver lukket for offentligheden for evigt. Men at hun og ægtefællen nu skal til at finde ud af, hvordan offentligheden kan komme igen.