Der kommer lidt mere fart på vejret i den sidste halvdel af ugen, lyder det fra meteorolog Frank Nielsen.

Ugen begynder mild og grå med ingen eller kun lidt regn. Men senere venter regn og blæst.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Frank Nielsen tidligt mandag morgen.

- Vi fortsætter, hvor vi slap i weekenden, med rigtig mange skyer. Det er de grå farver, der kommer til at præge vejret i dag, siger han.

Temperaturerne vil stort set være uændret fra morgenstunden og ligge på mellem fire og syv graders varme hen over dagen.

- Der vil være en vind fra sydvest og vest. Den vil være jævn, dog op til frisk nogle steder ved kysterne såsom oppe ved Vendsyssel, siger Frank Nielsen.

- Så vejret er ikke ligefrem ophidsende, konstaterer han.

Tirsdag derimod kalder meteorologen for "et lyspunkt". Her kan den nordlige og østlige del af landet nemlig få solen at se.

- Det er muligt, at det klarer op i løbet af natten til tirsdag, så vi kan være heldige at få solen at se, siger han.

Dagtemperaturerne tirsdag vil ligge på omkring seks grader, ligesom at der vil være en svag til jævn vestlig vind.

Men om aftenen og natten breder skyer og lidt regn sig ind over landet fra vest, hvormed skyerne allerede er tilbage onsdag.

- Indtil da vil der være forholdsvis beskedne vindforhold, og temperaturerne er de samme som de foregående dage, siger meteorologen.

- Men når vi når hen midt på ugen, bliver det mere blæsende, og der kommer mere regnvejr og blæsevejr forbi, tilføjer han.

Onsdag aften og natten til torsdag tager et ifølge meteorologen "hidsigt lavtryk" fra Skotland turen gennem Nordsøen og passerer hen over Danmark torsdag morgen.

- Det har udbredt regn og blæst med sig, siger Frank Nielsen.

- Men allerede i løbet af torsdagen klarer det op med sol og byger. Dog vil det stadig være blæsende, siger han.

Dagtemperaturerne vil fortsat ligge på mellem fire og syv graders varme.

- Der kommer lidt mere fart på vejret i den sidste halvdel af ugen, men jeg vil godt love, at det ikke bliver decideret vintervejr, siger han.

Fredag byder på lidt eller nogen sol og spredte byger, som kan være med slud. Dagtemperaturerne vil ligge på mellem tre og seks grader.

/ritzau/