Direktør for Den Blå Planet Jon Diderichsen er meget bekymret.

Tidligere på ugen modtog akvariet nemlig en elregning på to millioner kroner for august måned, og hvis det fortsætter, så er Den Blå Planets fremtid truet, fortæller direktøren.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der skal ske, hvis vi ikke får hjælp,« siger Jon Diderichsen.

Fredag delte Den Blå Planet, der ligger på Amager i København, et Facebook-opslag, som siden er gået viralt.

I opslaget er august måneds elregning på to millioner fotograferet ved siden af elregningen fra samme måned sidste år. Her var prisen 600.000 kroner.

»Det er meget voldsomt. Vi har lige været gennem en hård coronakrise, så for os føles det som en tsunami oven i, når vi så bliver ramt af sådan nogle regninger,« siger Jon Diderichsen.

Han forklarer, at 96 procent af Den Blå Planets eludgifter går til dyrene og akvarierne, som i alt indeholder 700 millioner liter vand.

»Det er primært rensning, nedkøling og opvarmning, vi har mange hundrede pumper, der kører i døgndrift,« forklarer direktøren.

Han slår fast, at det er nødvendigt, at der kommer politiske indgreb, hvis situationen skal løses.

Jon Diderichsen mener, at politikerne bør sætte momsen ned og sænke elafgiften til EUs minimum på 0,4 ører.

»Vi betaler 400.000 kroner af de to millioner i moms alene, og det betyder, at vi på et år afleverer flere millioner ekstra til staten, fordi elpriserne er steget. Jeg går ikke ud fra, at staten skal tjene penge på, at vi allesammen er i en krisesituation,« siger han.

Det er ikke første gang, Den Blå Planet er blevet et eksempel på nogle af de udfordringer samfundsudviklingen de senere år har givet større turistattraktioner.

Under coronakrisen satte akvariet i en kampagne flere af sine dyr ‘til salg’ på DBA og Tinder for at skabe opmærksomhed omkring Den Blå Planets pressede økonomi.

Det førte til, at den kendte bitcoin-milliardær Niklas Nikolajsen von Karlshof betalte 560.000 kroner for den ottearmede blæksprutte Otto.

Pengene donerede han til Den Blå Planet, og Otto bor fortsat i sit akvarium.