»Ugen efter Oliver faldt i vandet, røg en anden ung også i. Så vi kunne ikke blive ved med at vente på, at der ikke skete noget.«

Sådan siger Martin Bossen, der sammen med Sune Zacho Madsen har etableret et nyt safe house, som åbner fredag i Aalborgs festlige epicenter, Jomfru Ane Gade.

Et initiativ, der er sket helt uden kommunens hjælp.

For på trods af, at Aalborgs politikere var ude med store armbevægelser efter drabet på Mia Skadhauge Stevn og drukneulykken, der kostede Oliver Ibæk Lund livet, så har de to idemænd bag det frivillige initiativ, ikke mærket meget kommunal opbakning til at give projektet luft under vingerne.

Martin Bossen, som står bag Safe House, driver også det sikkerhedsfirma, som har aftaler med flere af Gadens beværtninger.
Martin Bossen, som står bag Safe House, driver også det sikkerhedsfirma, som har aftaler med flere af Gadens beværtninger. Foto: Martin Bossen
Vis mere

»Jeg afleverede et skriftligt forslag om et safe house 14. februar, men det var som om, at der ikke skete noget. Så da vi nåede april, blev vi enige om, at vi ikke kunne blive ved med at vente på kommunen,« siger Martin Bossen og fortsætter:

»Så måtte vi tage sagen i egen hånd.«

Byrådspolitikker Kristoffer Hjort Storm bekræfter overfor B.T., at han modtog forslaget fra Martin Bossen, og at han tog sagen op på et møde.

Rådmand i Job og Velfærd Nuuradiin S. Hussein (S), som har taget initiativ til dialogmøder med de unge om et tryggere natteliv efter de tragiske hændelser i februar, kan også godt huske, at initiativet blev drøftet.

Men det var i hans erindring og optik ikke et forslag, så meget som nogle løse overvejelser.

»Jeg kan godt huske, at vi har talt om, at restaurationsbranchen havde nogle tanker, men der er ikke nogen, der har inviteret sig ind til mig og fremlagt et reelt forslag,« siger rådmanden.

Var det sket, så garanterer han, at han havde været klar til at gå ind i drøftelserne om et safe house.

Han kan dog ikke garantere, at kommunen ville være klar til at støtte projektet økonomisk.

Rådmand Nuuradiin S. Hussein tager sagen alvorligt og mener, det skal have konsekvenser, hvis beskyldningerne har noget på sig.
Rådmand Nuuradiin S. Hussein tager sagen alvorligt og mener, det skal have konsekvenser, hvis beskyldningerne har noget på sig. Foto: Socialdemokratiet
Vis mere

Heller ikke selvom et safe house eller safe space faktisk præcist er noget af det, de unge til dialogmøderne har efterspurgt.

Hos Martin Bossen og Sune Zacho Madsen er der en klar oplevelse af, at deres idé druknede i bureaukrati.

»Jeg prøvede at følge op flere gange, efter jeg afleverede forslaget, og det var bare som om, det var umuligt at få taget en beslutning derinde,« siger Martin Bossen.

»Og i den tid blev de unge jo ved med at gå i Gaden og have brug for et trygt sted at søge hen for hjælp.«

I første omgang vil ‘Safe House’ have åbent natten til lørdag og natten til søndag fra 23.00-07.00. Huset er bemandet af frivillige og støttet af Gadens beværtninger.