Advokathuset Horten blev landskendt i forsommeren, da en af husets partnere optrådte i dokumentaren 'Den sorte svane'.
Partneren hed Nicolai Dyhr, og i den meget omtalte TV 2-dokumentar erklærede han sig for skjulte kameraer parat til som kurator at ignorere lovbrud i et konkursbo.
Nicolai Dyhr mistede sit job som konsekvens af dokumentaren, men nu er der også to andre, der forlader det store advokathus.
Det skriver Horten i en pressemeddelelse, som også Berlingske har omtalt.

Helt konkret er der tale om den ledende partner Christian Gregersen og bestyrelsesformanden Mikkel Primdal Kæregaard.
Begge har de fået job hos ærkerivalen Kromann Reumert.
I pressemeddelelsen fra Horten bliver der ikke lagt skjul på, at bruddet med de to topfolk ikke har været helt smertefrit.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der har været uenigheder omkring, hvilken strategisk vej der var den rette for Horten, og jeg ser frem til nu at kunne tage hul på et nyt kapitel, hvor vi som samlet hold kan have knivskarpt fokus på strategi, vækst og ikke mindst vores kunders behov,« siger Line Market, som indtil nu har delt formandskabet med Mikkel Primdal Kæregaard.
I pressemeddelelsen lyder det også, at der ikke nødvendigvis vil blive ansat en ny ledende partner.
Hos Kromann Reumert har man ligeledes udsendt en pressemeddelelse om de nye ansættelser.
Her siger de to nyansatte, at de altid har »betragtet Kromann Reumert som et flagskib i branchen«.
»Vi er derfor meget glade for at have fået mulighed for nu selv at blive en del af firmaet. Vi ser mange synergier med Kromann Reumert, som vi glæder os til at komme i gang med at realisere sammen til fordel for både klienter og kolleger,« lyder det fra Christian Gregersen og Mikkel Primdal Kæregaard.
